Hvidtjørn (Crataegus laevigata)
Træer og buske

Hvidtjørn i haven — Fem fine fordele

af Charlotte Kobberøe Fink 1.06.2021
Foto: Shutterstock
Er du på udkig efter et træ til haven - eller måske en ny hæk - så er hvidtjørn bestemt værd at kigge nærmere på! Der er nemlig mange fordele ved det tornede træ.

Du er sikkert stødt på den snehvide hvidtjørn, der blomstrer, når foråret sætter ind og tilfører et næsten poetisk skær til både haver, parker og skove.

Selvom man kan komme galt afsted ved nærmere bekendtskab, hvis man stikker sig på grenenes torne, så er hvidtjørn faktisk et helt genialt træ, der har en række fordelagtige egenskaber, vi kan nyde godt af i haven. Se bare her:

Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.

5 fordele ved hvidtjørn i haven

1. Hvidtjørnen kan bruges som både hæk og træ

Første fordel ved hvidtjørn er, at det er en dejlig all round-plante, som fungerer flere steder i haven. Tjørn kan nemlig bruges som både hæk, busk og solitærplante grundet dens gode tilpasningsevne og hårdføre natur.

Den almindelige hvidtjørn (Crataegus laevigata) kan blive helt op til 15 meter i højden med en stor kuppelformet krone, hvis træet står solitært. Plantes hvidtjørn som busk eller hæk, vil den hurtigt vokse sig tæt og solid og lukke godt at for nysgerrige kig til haven.

Uanset om din hvidtjørn skal fungere som træ eller hæk, stiller den ikke store krav til sine omgivelser. Kunne hvidtjørn selv ønske, ville den dog foretrække let fugtig jord og ikke alt for meget blæst, men den kan godt klare både tørke og moderat vind. Hvidtjørn er også decideret skyggetålende og kan derfor trives på steder, hvor andre træer vil give op.

Hvidtjørn som træ i blomst
Hvidtjørn har fået sit navn på grund af sine hvide smukke blomster – samt de spidse torne, der gemmer sig i blomsterpragten.

2. Tjørn tåler hård beskæring

En af årsagerne til, at hvidtjørnen fungerer så godt som hæk, er, at den ikke har noget imod meget hård beskæring. Og dét er en fordel, hvis du drømmer om en tæt og kompakt hæk om din have. De første år, efter du har plantet tjørnehækken, må du dog kun beskære siderne af hækken – ikke toppen. Når hækken har nået den ønskede højde, kan du også begynde at afkorte topskuddene.

Vil du beskære dit hvidtjørnstræ, skal du dog være lidt mere nænsom og kun skære enkelte grene af – og sørge for at gøre det så tæt på stammen som muligt. Ellers kan dit træ med tiden få et riset og ukønt udtryk.

Læs også: Alt om plantning om træer i haven

3. Hvidtjørn er fuglenes ven

Er du glad for fugle- og insektliv i haven, så er det endnu en grund til at plante hvidtjørn. De hvide blomster er tiltrækkende for bier og andre insekter, lige som de røde bær er en yderst delikat spise for fugle.

De stride torne holder forståeligt nok også rovdyr væk – og derfor er hvidtjørn også et populært logi for småfugle, som kan være i fred, hvis de slår sig ned blandt de beskyttende tornegrene.

4. Spis din tjørn

Det er dog ikke kun dyr, der kan nyde godt at hvidtjørns egenskaber. Mange tror, at hvidtjørn er giftig for mennesker, men det er bestemt ikke tilfældet! Både blomster, blade og bær kan nemlig med fordel bruges i madlavningen – og det skulle efter sigende være ganske sundt for især hjertet.

Bærrene er bedst, når de modner hen på efteråret, og de kan fx bruges til saft, snaps, marmelade og puré – eller blot spises rå. Blomsterne og bladene kan du tørre og bruge til te eller som pynt på kager. Sørg dog altid for at være helt sikker på, at det er hvidtjørn, du har fat i, før du spiser løs.

Hvidtjørn modne bær
Mange tror, at bærene på hvidtjørn er særdeles giftige. Men faktisk kan de spises af både mennesker og dyr. De smager bedst, når de modner hen i oktober.

5. Hvidtjørn er et smukt indslag i haven

Til sidst den åbenlyse, men ikke desto mindre væsentlige fordel: Hvidtjørn er et underspillet, men smukt farveindslag i haven. Og så har den endda noget at bidrage med i størstedelen af havesæsonen lige fra knopperne bryder ud i blomst, når foråret for alvor sætter ind, til træet får spændstige røde bær, der lyser efterårshaven op.

Er du mere til røde nuancer hele sæsonen, kan du i stedet vælge tjørn med røde blomster, som fx rødtjørn (Crataegus Laevigata ’Paul’s Scarlet”), som også blomstrer særdeles smukt.

Hvidtjørn vokser vildt i store dele af Europa, og også herhjemme kan den findes i næsten hele Danmark – både i skove og krat og i haver og parker. De mest udbredte slags tjørn er almindelig hvidtjørn (Crataegus laevigata), som vi har omtalt her, og engriflet hvidtjørn (Crataegus monogyna). De to ligner hinanden meget, men som navnet antyder, er blomsterne samlet i én griffel på den sidstnævnte, hvor blomsterne sidder i 2-3 grifler på den almindelige slags, som også er lidt mere skyggetålende.

Læs også: 7 nyttige ting, der er værd at hvide om birketræet