Mad

5 grunde til at lave grillmad året rundt

Bruger du kun grillen om sommeren? Det er du ikke alene om, viser en ny undersøgelse. Men der er god grund til (også) at lave grillmad uden for sommersæsonen.
Malene Ørsted / Foto: Columbus Leth 26.03.2018
Grillmad med tomater og champignon

Forbinder du grillmad med røde pølser, kartoffelsalat og lange, lyse sommeraftener? Så er du ikke alene En ny undersøgelse viser, at meget få danskere griller uden for sommersæsonen, og to ud af tre griller kun på fridage og ved festlige lejligheder. Undersøgelsen, der omhandler grillvaner, er udarbejdet af YouGov for grillproducenten Char-Broil og foretaget blandt 500 danskere. Det er ærgerligt, at danskerne ikke bruger grillen lidt mere, hvis du spørger madblogger og tidligere Masterchef-deltager Thomas Alcayaga. Han mener, der er mange fordele ved at grille efterår, vinter og forår - og ikke mindst ved at gøre grillen til et fast redskab i hverdagen. ”Det overrasker mig, at så få danskere har fået øjnene op for, at grillen er det perfekte redskab til den hurtige hverdagsmad. Det er nemlig hurtigt og praktisk at grille, og så sviner det mindre i køkkenet,” siger Thomas Alcayaga. SE OGSÅ: Alle vores opskrifter på grillmad her

Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.

Foråret står på grillmad

Thomas Alcayagas 5 tips til at grille året rundt

  1. Lad dig inspirere af sæsonens råvarer. Noget af det bedste ved at grille i foråret, efteråret eller om vinteren er, at man får mulighed for at eksperimentere med nogle andre smage – og prøve at grille noget andet end de klassiske grillpølser eller bøffer. Om foråret er særligt torsk og kål, som er i sæson, fantastiske på grillen, og her får du virkelig meget smag for pengene.
  2. Lav gryderetten på grillen. Varme, mørke simreretter er basiskost i de kolde måneder. I stedet for at brune kødet af på komfuret, kan du stege det hårdt på grillen. Når kødet er brunet af, lægges det i en solid gryde, der kan holde til varmen (fx en støbejernsgryde), sammen med resten af dine ingredienser. Læg låg på grillen, og lad gryderetten stå og hygge sig på indirekte varme, til kødet falder fra hinanden. Hvis du har en røgboks, kan du tilføje lidt røgsmuld, for at få endnu mere dejlig røgsmag til retten.
  3. Imponér dine gæster med frokost på grillen. Det kan være svært at få plads til det hele i køkkenet, når du laver mad til mange gæster. Smid lammekøllen på grillen, det smager bedre, og du sparer plads i køkkenet.
  4. De koldere årstider er perfekte til at ryge i. Det er nu, du skal kaste dig over eksempelvis kold- eller varmrøget laks, for det er meget nemmere at styre temperaturen, når det er koldt udenfor.
  5. Kom væk fra ’alt eller intet’-tanken. Mange har en forestilling om, at hvis de tænder grillen, så skal hele måltidet laves på den. Og det afholder mange fra at bruge grillen, når det er koldt i vejret, og de ikke har lyst til at stå udenfor i halve og hele timer. Men du kan sagtens nøjes med at grille den del af menuen, som kan passe sig selv, og så lave resten indenfor.