Desserter
Desserter og kager
Gulerodskage med ostecreme
Med vores opskrift på gulerodskage med ostecreme kan du lave en forførende svampet gulerodskage med blød, sød og syrlig ostecreme på toppen.
af Camilla Zarah Lawes / Foto: Columbus Leth
9.02.2016
Gulerodskage med ostecreme topper listen over populære kager, men det kan være svært at finde ud af lige præcis hvilken opskrift på gulerodskage med ostecreme, som er den allerbedste. Vores bud er denne opskrift på en gulerodskage med valnøddekerner og brun farin. Kombinationen af gulerødderne, valnødderne og den brune farin spiller smukt sammen og danner en svampet og sød gulerodskage. Prikken over i'et er selvfølgelig den uimodståelige ostecreme, der i vores version indeholder lidt lime som syrligt modspil til den fede ost. Prøv også: Mette Blomsterbergs opskrift på gulerodskage
Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.
Opskrift på gulerodskage med ostecreme
Det skal du bruge til gulerodskage med ostecreme:- 4 æg
- 200 g smør
- 300 g gulerødder
- 50 g valnøddekerner
- 300 g brun farin
- 250 g hvedemel
- 2 tsk bagepulver
- 2 tsk kanel
- 1 tsk vaniljesukker
- 1 tsk natron
- ½ tsk salt
- ½ tsk stødte nelliker
- rugbrødsform, min. 2 l (Find den fx her!)
- saft og skal fra 1 limefrugt
- ½ stang vanilje
- 200 g flødeost naturel, fx Philadelphia
- 3 spsk flormelis
- 7 flotte valnøddekerner
- Del æggene i blommer og hvider. Tænd ovnen på 175°.
- Smelt langsomt smørret i en kasserolle ved svag varme. Skræl gulerødderne, og riv dem på den fine side af rivejernet. Hak valnødderne i grove stykker.
- Pisk æggeblommerne og brun farin sammen med en elpisker, og hæld det smeltede smør i, mens du pisker.
- Sigt melet i sammen med bagepulver, kanel, vaniljesukker, natron, salt og stødte nelliker, og rør dejen godt sammen. Vend de revne gulerødder og de grofthakkede valnødder i dejen.
- Pisk æggehviderne helt stive med elpiskeren, og vend dem i dejen.
- Hæld dejen i en smurt bageform, og bag gulerodskagen i ovnen i ca. 1 time. Lad den køle helt af, før du tager den ud af formen.
- Ostecreme: Riv skallen af limefrugten, og pres saften ud af den. Flæk derefter vaniljestangen, og skrab kornene ud. Rør flødeost, flormelis, vaniljekorn, limesaft og revet limeskal sammen, og fordel det oven på den afkølede gulerodskage. Pynt med valnødder.