Hus

Boliggalleri: Fra gårdejendom til farverigt sommerhus

Tekst og foto: Iben og Niels Ahlberg / Redigeret til web 6.09.2024
I mixet mellem antikke fund fra loppemarkeder, gamle møbler fra gården og moderne design har Carla Cammilla Hjort fundet en stil, der passer til den over 200 år gamle gård på Stevns. Den bliver i dag brugt som sommerhus med plads til mange overnattende gæster.

Fra gårdejendom til farverigt sommerhus

Selv om landstedet på Stevns ved lidt af et tilfælde kom i Carla Cammilla Hjorts hænder via en bekendt, stemte det overens med hendes krav til et kommende sommerhus kun en times kørsel fra København.

Gården ligger midt i en grøn oase for enden af en markvej, og hovedhusets dobbeltdør er omkranset og til dels skjult af to store, gamle bøgetræer. Gården er bygget i 1777 og har derfor en lang historie med sig.

Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.

– Det var som at bevæge sig rundt i et skatkammer. Rum for rum dukkede antikke tapeter, høje paneler og gamle møbler frem, fortæller Carla Cammilla Hjort.

Indretningen af sommerhuset består af en blanding af de ting, som allerede stod i huset, møbelfund fra loppemarkeder og moderne design. Carla Cammilla Hjort er grundlægger af ArtRebels og Space10, som arbejder med at finde nye, bæredygtige boformer og med, hvordan vi i fremtiden kan producere mad og møbler mere lokalt.

Carla Cammilla Hjort har indrettet førstesalens små værelser, som oprindeligt blev brugt til gårdens ansatte, i en enkel stil inspireret af de tidligere tiders sommerpensionater med træmøbler og få farverige tekstiler.

– Jeg synes, at indretningen altid skal tage højde for husets oprindelige detaljer. På badeværelset ses det for eksempel ved det indbyggede badekar, som er pakket ind i hvide træpaneler, og de oprindelige grønne klinker, siger Carla Cammilla Hjort.

Mættede farver

Husets soveværelse adskiller sig dog stilmæssigt fra de andre rum, da der her er brugt flere farver og andre materialer. Bambusmøbler, farvestrålende puder og plaider med mexicanske mønstre er sat sammen med dekorative vaser og flettede kurve på det mørkeblå gulv.

Fordi huset var i så god en stand, krævede det ikke en stor renovering at gøre det beboeligt. Carla Cammilla har blandt andet givet rummene nyt liv ved at male dem i forskellige mættede farver fra Farrow & Ball.

– Jeg har lavet en overfladisk restaurering, som mest handlede om at opdatere farverne på væggene. Køkkenet er dog helt nyt, men jeg har hele tiden haft husets gamle ånd som reference, fortæller Carla Cammilla Hjort.

Boliggalleri

Hvem: Carla Cammilla Hjort, grundlægger af ArtRebels og Space10.

Bolig: Gård fra 1777 på 230 m² på Stevns på Sydsjælland.

Indretter du dig med en blanding af vintagemøbler og nye møbler, skaber du en kontrast i rummet, som gør indretningen mere nutidig. Spisebordet er vintage, og stolene er købt fra ny. På væggen hænger en gammel Tivoli-plakat.

Har du et stort køkken, kan du indrette det med et bord, som både kan bruges som en slags køkkenø og som en ekstra siddeplads til familien.

Er du på udkig efter et nyt køkken, kan du skabe en rød tråd i indretningen ved at være tro mod husets historie. Køkkenet fra Kvänum, porcelænsvasken fra Boho Habits og det antikke bord i midten passer ind i gårdens landlige stil.

Høje paneler kan give et rum et luksuriøst og antikt udtryk, men vil du gerne gøre dem mere moderne, kan du male dem i en af tidens farvetrends. Her er det gjort med maling fra Farrow & Ball.

Husets soveværelse skiller sig stilmæssigt ud fra resten af indretningen. Her er den mexicansk inspireret med masser af farver og fletmøbler. Skab en rolig baggrund for farverne med et neutralt, stribet tapet.

Skråvægge kan være svære at indrette, fordi der ikke kan hænge billeder eller andet på dem, og maler du dem i en farve, kan de komme til at tynge rummet. Sæt i stedet kulør på rummet ved at male gulvet i en farve.

Gæsteværelserne på førstesalen var oprindeligt pige- og karlekammerværelser. Få sommerhusstemningen ind i indretningen med naturinspirerede plakater, tørrede siv i vaser og lyse træmøbler.

På badeværelset står et indbygget badekar med træpaneler omgivet af de oprindelige grønne klinker. Giv den oftest hvide sanitet på badeværelset modspil med farver på væggene.