Boligreportage: Tæppehandlerens oase
Udsigten fra lejligheden er god. Indendørs er der hyggeligt. Det her er et hjem med vægt på at kunne være.
Vi er på besøg på førstesalen af en villa i Charlottenlund, hvor Sophia Thunberg Andersen har indrettet sig med et mix af designklassikere og enkle, lidt rustikke møbler, varme farver og altså også tæpper.
Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.
– Mit hjem skal være et rart sted, hvor jeg kan slappe fuldstændig af med masser af hygge.
Jeg arbejder hjemmefra, så det er også vigtigt, at der er plads til både at arbejde og slappe af, siger Sophia Thunberg Andersen.
SE OGSÅ: Farverig villa på Frederiksberg
Afslapning i alle rum
Hun har lagt vægt på, at lejligheden skal ligne hendes hjem og ikke et udstillingsvindue, så derfor har hun en masse loppefund og ting bragt hjem fra rejser.
– Det må heller ikke blive for rodet en indretning, det er vigtigt. Jeg skal kunne slappe af, siger hun.
Behovet for at kunne slappe af går igen i alle rum. Køkkenet ligger som samlingspunkt i midten af lejligheden og er indrettet med en køkkenø, der udgør parrets 'hænge ud'-sted.
Både under spisepladsen og sofaen er der tæpper, og soveværelset er udsmykket med stearinlys og grønne planter.
– Mit soveværelse er meget helligt for mig og dér, hvor jeg virkelig finder ro.
De svære farver
Efter en ferie i Marokko forelskede Sophia Thunberg Andersen sig i landets smukke kultur og håndværk. Hun begyndte derfor at forhandle tæpper for to-tre år siden, og det har smittet af på lejligheden i Charlottenlund nord for København.
– Jeg måtte tilbage og hente de smukke tæpper med hjem til Danmark. En stor del af min indretning i hjemmet er derfor også mine marokkanske tæpper.
Væggene i stue og spisestue har fået den samme mørkegrå farve; en farve, der er valgt for at give rummet karakter og som markant baggrund for møbler og tæpper.
– Jeg synes, det er så svært at finde de perfekte farver til væggene, og derfor har jeg ofte også malet 20 farveprøver på væggen, før jeg beslutter mig.
Men oftest går jeg efter en farve, der ikke er for glansfuld, og som er harmonisk, så det er møbler og kunst, der definerer rummet og ikke farven på væggen.
– Jeg elsker, at der er kommet så meget fokus på farver i hjemmet, og at alt ikke længere skal være hvidt i hvidt.
SE OGSÅ: Tidløs oase på Værnedamsvej
Boligreportage Tæppehandlerens oase
Her bor: Sophia Thunberg Andersen, 22 år, studerende på CBS og ejer af tæppefirmaet Moruggo, med sin kæreste, der er medicinstuderende.
Bolig: Lejlighed på 190 m² i Charlottenlund.
Stil: Klassisk og nordisk med farver og industrielle indslag.
Et tæppe i et åbent køkken er med til at bløde overgangen mellem de forskellige rum op og giver liv til 'døde' områder. Tæppet er fra Moruggo, og køkkenet fra Poggenpohl.
Kunst og planter i køkkenet gør det varmt og indbydende. Barstolene er fra Mater, maleriet fra Christian Just Linde, lavabrættet fra Made A Mano og køkkenet fra Poggenpohl.
Et sort køkken kan være effektfuldt i et hvidt rum og er i højere grad med til at tegne indretningsstilen end et mere anonymt hvidt. Køkkenet er fra Poggenpohl, barstolene er fra Mater og loftslamperne fra Ilva.
Gentag de samme puder, hvis du vil have et roligt udtryk i sofaen. Gulvtæppet er et Beni Ouarain fra Moruggo, sofaen er fra Alf Da Fre, og gulvlampen Gräshopper er fra Gubi.
Grønne planter er med til at give liv, og gå gerne efter nogle store planter og kæmpe krukker, så det bliver mindre pussenusset. Vitrineskabet er fra Nordal.
Små hjørner af boligen kan blive mere spændende, hvis du hænger kunst op – fx som her forskudt – og udnytter dem med mindre møbler.
Jordfarver og bløde tekstiler er med til at give en afslappet atmosfære. Hold farverne afdæmpet, og lad dem gå igen på tilbehøret. Sofaen er fra Alf Da Fre, loftslampen fra Menu, Beni Ouarain-tæppet er fra Morugga, bordlampen fra House Doctor og krukkerne fra Tine K Home.
Sæt en liste på dine vægge, og mal to forskellige farver på hver side for at understrege de herskabelige detaljer. Det bryder også de store flader i et højloftet rum. Stolen er fra Søstrene Grene og tæppet fra Moruggo.
Drop sengetæppet, og indret med masser af puder, lysestager og tilbehør, hvis du vil gøre dit soveværelse personligt. Sengebord fra Hay, og loftlampen er fra Moooi.
Mere inspiration?
I 1930’er-villaen har det dansk-svenske par Anikke og Jacob Bing Østergaard indrettet et hjem med betydningsfulde ting, der fortæller, hvem de er. Det har resulteret i en bolig fyldt med både danske og svenske indslag. Se hele boligen her!