Birgitte Steengaard er en farverig kvinde med fart på, hvilket ikke fornægter sig i hendes træhus i engelsk cottagestil – en bolig med masser af landlig stemning og kulørte detaljer. Selvom Birgitte og Vagn har mange ting i deres hus, virker det på ingen måde overlæsset. Al nips er velvalgt, omhyggeligt placeret og passer til den engelske countrystil.
Tips til den romantiske countrystil:
- Miks det rå med det romantiske. Fx. en rustik potte med en smuk blomst.
- Brug krukker af flet, træ eller patineret jern til blomster og planter i haven.
- Pift et almindeligt køkken op med messinggreb og -vandhane samt porcelænsvask, der passer fint ind i den landlige stil.
- Opbevar tæpper og puder eller friske grøntsager i en gammel kurv eller fine trækasser.
- Lav smukke stilleben udenfor med haveredskaber, baljer, krukker og lanterner af flet og zink.
Se flere billeder fra Birgittes smukke træhus i galleriet nedenfor!
Country, kelim og masser af kulør


Birgittes træhus står smuk og idyllisk med hvide sprossede vinduer. Indenfor er boligen indrettet i engelsk countrystil.


I opholdsstuen har Birgitte fået hvide, bløde sofaer, kulørte kelimtæpper, antikke træmøbler og malerier til at gå op i en højere enhed. Her er mange ting, men de står i mindre grupper, så stuen ikke ser overlæsset ud.


Gamle vandkander og krukker af zink står rundtomkring i haven og på terrassen med lyserøde blomster i.


Dagens indkøb af frugt og grønt bliver opbevaret i en gammel kurv fra Fil de Fer, inden de skal tilberedes til aftensmaden.


Birgitte elsker at lave små opstillinger i haven. Hun blander gerne haveredskaber, baljer, krukker og lanterner af flet og zink.


Fine, gamle parfumeflakoner slår stilen an i badeværelset. Birgitte samler på dem.