Vasketøj
Tips & tricks

7 overraskende ting, du kan bruge natron til

Af Jeanette Lynge Nielsen. Redigeret af redaktionen. 13.03.2023
Vidste du, at du natron er nyttigt som meget andet end hævemiddel i bagning? Få 7 overraskende tips til, hvordan du kan bruge natron i husholdningen.

Du forbinder garanateret natron med bagning, når det bruges som hævemiddel, men det hvide pulver har faktisk mange andre anvendelsesmuligheder!

Læs med her, og få rengøringsekspertens bedste tips, der med garanti vil hjælpe dig i hjemmet og gøre hverdagen lidt lettere.

7 ting, du kan bruge natron til i husholdningen

Her deler rengøringsekspert Jeanette Lynge Nielsen sine bedste tips til at bruge natron i husholdningen.

1. Rengøring af pander og gryder

Hvis du er så uheldig, at aftensmaden er brændt på, så rør 1 spsk. natron sammen med lidt vand i gryden/panden. Sæt den tilbage på komfuret, og lad det koge op og simre lidt. Når der er kølet lidt af, kan du skrubbe og skylle gryden/panden ren.

2. Til vasketøjet

Natron kan også hjælpe, hvis du har noget vasketøj, som trænger til lidt ekstra kærlighed. Natron giver nemlig dit vaskepulver et boost, så det virker ekstra godt. Kom derfor 1 dl natron sammen med vaskepulveret.

3. I stedet for skyllemiddel

Få dejligt bløde håndklæder ved at vaske dem sammen med 1 dl natron og 2-3 spsk. sodakrystaller. Du fylder blot begge dele ind i tromlen.

4. Fjern lugt fra tæpper

Har du et tæppe, der lugter lidt? Drys natron ud over tæppet, og lad det ligge i 10-15 minutter, før du støvsuger det op. På den måde kommer både dit tæppe og din støvsuger til at dufte efterfølgende.

5. Fjern lugt fra sko

Hvis du har et par sko, der lugter, kan du drysse natron ned i skoen og lade det virke i nogle timer. Du skal dog være sikker på, at skoen er helt tør inden du drysser natron i, da det ellers vil klumpe.

Om Jeanette Lynge Nielsen

Du kender måske Jeanette fra Go' Morgen Danmark, hvor hun giver tips og tricks til rengøring. På hendes hjemmeside frunielsen.nu kan du blive en del af rengøringsfælleskabet og finde alle tips til at holde huset rent og pænt.

Find Jeanette på Instagram, hvor hun deler sine bedste tips og tricks til rengøring @jeanettelyngenielsen.

6. Rengør termoflasken

For at få din termoflaske helt ren indeni kan du komme 1-2 spsk. natron i den sammen med kogende vand. Lad det stå i 10-15 minutter, og skyl herefter grundigt. Så skulle termoflasken gerne være helt ren indeni igen.

7. Undgå lugt fra skraldespanden

7. Tag en lille skål, og bland natron med et par dråber æterisk olie (sørg for, at det er blandet godt). Denne blanding kan bruges i skraldeposen, så den dufter dejligt. Du kan også bruge den bag bogreolen, så der kommer til at dufte dejligt i rummet.

Sådan laver du en natronblanding

  • 3-4 spsk. natron
  • 1-2 tsk opvaskemiddel (ikke med citrus)
  • Lidt vand

Kan bruges på følgende:

  • Fuger/fliser
  • Emhætte filter
  • Stålvask
  • Armatur
  • Ovn
  • Bruse glasvæg
  • Mobil cover
vasketøj der er vasket med natron