6 smukke dekorationer med lilla forårsblomster
Efter en lang vinter trænger vi til farver både inde og ude. Her i det spæde forår er lilla blomster som krokus, perlehyacinter, stedmoderblomster og primula overalt at finde i blomsterbutikkerne.
De farverige og dekorative herligheder er perfekte til blomstrende dekorationer, kranse og buketter til stuen. Det er kun fantasien, der sætter grænser for, hvordan de smukke blomster kan bruges. Har du brug for lidt inspiration, har vi samlet 6 gode ideer lige her.
Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.
6 smukke dekorationer med lilla forårsblomster
1. Bind en tæt buket
Cinerarie, Pericallis ’Senetii’, er en udendørsplante, som giver mange blomster og fås i flere nuancer. Her har vi lavet en lille, tæt buket med den mørklilla tone og den tofarvede i hvid og lilla. For at give buketten ekstra liv har vi tilført perlehyacinter. På hylden bagved har vi anrettet primulaer i en vase med vand. Rødderne er skyllet fri for jord, og bladene er nippet af.
2. Lav et lille væksthus
Med et lille væksthus – eller som her et stort sylteglas – indenfor kan du drive forårsblomsterne hurtigere frem end ude i haven eller på altanen. Sammenplant forskellige slags, f.eks. hornviol og balkananemone. Sidstnævntes stængler kan blive lange og vil efterhånden vokse flot op gennem glasset.
3. Lav en flot krans med blomster og grene
Lav en luftig krans med stedmoderblomster og hornvioler. Bind først en løs krans af nyudsprungne forårsgrene, og pift den op med ranker fra planten pletter i luften. Bind så stedmoderblomster og hornvioler i forskellige lilla nuancer på med vindseltråd. Hæng kransen op i et bånd, eller læg den i et fad med lidt vand i bunden, så den holder lidt længere.
4. Plant en blomstrende kurv
Når man planter i en kurv i stedet for en krukke, får man et mere naturligt udtryk. Dæk bunden af kurven med et stykke plast eller en lille skål, hvori du planter blomsterne i jord. Så er de nemme at vande, og dekorationen står flot i lang tid. Her har vi blandet lyslilla hyacinter, hornvioler, stribede primula og perlehyacinter.
Sådan pryder du hjemmet med tulipaner – 10 smukke ideer
5. Bind en rustik forårsbuket
Tag et smut forbi blomsterhandleren, og udvælg nogle blomsterstilke med forskellige højder og strukturer. Sammensæt dem til en buket, der inspirerer til at gå på opdagelse i. Her har vi lavet en stor og fyldig buket med skærmliljer, franske anemoner og hyacinter.
6. Udstil blomsterne i små vaser
Har du små stilke eller blomsterhoveder tilovers, kan du stille dem i små vaser eller glas og lade dem pryde vindueskarmen eller bordet. Nemmere kan det ikke blive at pynte op.