DIY-projekter

DIY: 5 kreative efterårsidéer

Tesk og foto 28.02.2020
af: Tine Edinger.
Få det meste ud af efterårets smukke, gyldne materialer ved at bruge dem til kreative projekter. Vi har samlet 5 idéer, som du kan lave med naturens skatte. Få inspiration her!

Efteråret er for alvor over os, og det er lidt vemodigt, når naturen falmer, og dagene bliver mørkere. Men selvom temperaturene falder, er der rig mulighed for at gribe de solrige dage og få det meste ud efteråret. Brug de sidste blomster, skinnende kastanjer og gyldne blade og snup en hyggestund i haven.

Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.

5 kreative efterårsidéer

Hjemmelavet kastanjelanterne

Fyld et stort sylteglas eller en stor glasvase halvt op med kastanjer. Sæt et lille fyrfadsglas med et fyrfadslys i ned oven på kastanjerne. Læg lidt ekstra kastanjer rundt langs siden, så fyrfadslysestagen stabiliseres. Bind et bånd om syltetøjsglassets top, og tænd lyset.

En fin kastanjekrans

Det skal du bruge:

  • Ståltråd, der er 1,1 mm tyk
  • Skævbider
  • Ca. 15 kastanjer
  • Søm eller lille syl
  • 1 lille stykke bånd

Sådan gør du:

  1. Form en cirkel af ståltråd, Ø ca. 11 cm.
  2. Klip enderne på ståltråden skråt af med skævbideren, så de bliver spidse.
  3. Lav hul i kastanjerne med et søm eller en syl, og træk dem på kransen.
  4. Bøj spidserne ind på begge ender, så de kan gribe om hinanden, eller sno dem sammen.
  5. Bind et lille stykke bånd om samlingen, så den bliver dækket.
  6. Stil kransen op ad en lanterne, eller hæng den op.

Smuk buket af de sidste blomster

Selvom mange blomster i haven er afblomstret, kan det betale sig at gå en runde og se efter, om der skulle være enkelte blomster tilbage. Bland blomsterne med smukke gyldne grene, blade og hyben fra rosenbusken. Buketten her består af forskellige hortensiaer, sankthansurt, dahlia, hybengrene, en enkelt rose og gyldne pæonblade.

Lys i lygten

Gamle lanterner er smukke i sig selv, men det skader ikke at pynte dem lidt, så de passer til årstiden. Denne har fået en bund af kastanjer, der signalerer efterårshygge. Til jul kan de skiftes ud med f.eks. lærkekoogler, små, røde æbler eller minijulekugler. I stedet for et stearinlys kan du komme en lyskæde i lanternen.

Gratis bordpynt

Brug de flotte hestekastanjer og gyldne blade som gratis bordpynt, når du får gæster. Stil et par fyrfadsstager i afdæmpede farver imellem naturpynten samt en rustik buket med rosa hortensia som feminint indslag.