Strik dit eget pudebetræk
Strik & hækling

DIY: Chunky strikket pudebetræk

af Susanne Gustafson 20.01.2021
Styling: Pernille Albers. Foto: Nick Degn Fotografi og Susanne Gustafson.
Strik dit eget pudebetræk i chunky strik og giv dit helt eget præg på indretningen. Ønsker du at strikke et helt enkelt pudebetræk i et stilrent mønster, er dette et godt bud.

Det behøver ikke at være svært og tidskrævende at strikke pudebetræk, hvis bare du vælger chunky strik. Uldgarnet, der oftest bruges til denne form for strik, er dejlig blødt, nemt at arbejde med og skal strikkes på store pinde, så du kan hurtigt strikke nye pudebetræk til din sofa.

Mål:

39 x 39 cm.

Strikkefasthed:

6½ m og 9 omg = 10 cm. Strikkefastheden skal passe for at få det rigtige resultat, så måske skal du bruge tyndere eller tykkere pinde.

Det skal du bruge:

  • 2 nøgler (200 g) The Wool-garn fra We Are Knitters

  • Rundpind nr. 15

  • Monteringspude (40 x 40 cm)

Sådan gør du:

Strik

  • Slå 50 m op, og sæt en markør eller mærketråd ved omgangens begyndelse og endnu en efter 25 m. De første 25 m er pudens forside, og de sidste 25 m udgør bagsiden.

  • Strik rundt således:

  • 1. og alle ulige omg: r

  • 2. omg: * 4 vr, 1 r *, gentag fra * til * omg rundt

  • 4. omg: * 3 vr, 2 r *, gentag fra * til * omg rundt

  • 6. omg: * 2 vr, 3 r *, gentag fra * til * omg rundt

  • 8. omg: * 1 vr, 4 r *, gentag fra * til * omg rundt

  • Disse 8 omg danner mønstret og gentages i alt 5 gange. Luk løst af.

Montering

  • Pres evt. pudebetrækket forsigtigt fra vrangsiden, så det bliver nemmere at arbejde med.

  • Pudebetrækket skal syes sammen med garnet, men for at det ikke knækker, skal det gøres stærkere. Del derfor forsigtigt garnet i to, og sno det.

  • Sy pudebetrækkets bund sammen med maskesting med det snoede garn.

  • Stop puden i betrækket, og sy toppen sammen på samme måde.