Strik & hækling

Hvis du kan lide at strikke, så må du besøge de her garnbutikker

af Yasmin Winther Simonsen. 29.06.2022
Foto: Christine Moltrup Holm og PR.
Uanset om du er ferm med pindene eller ny i strikkeverdenen, så er der ikke noget, der kan vække strikkelysten som lækkert garn og god vejledning. Vi guider dig til de bedste garnbutikker!

 

Måske har du strikket i mange år, eller også er du måske en af dem, der for nylig er hoppet med på strikkebølgen? Uanset hvad kan du nyde godt af de mange sunde fordele, der er ved den hyggelige syssel. Det holder nemlig både hjernen sund, forebygger gigt og dæmper stress- og angstsymptomer.

Men for at trøjer, huer og halstørklæder kan blive til på pindene, kræver det noget lækkert garn og et personale, der står klar til at hjælpe dig med 

Her er 8 af de bedste garnbutikker

Kit Couture

Kit Couture er sat i verden for at inspirere og give lyst og motivation til at springe ud i håndarbejdsverdenen. Grundidéen er at levere et samlet kit med alt, man skal bruge for at komme i gang med et håndarbejde. Uanset om du er nybegynder eller øvet, kan du hos Kit Couture finde et projekt, der passer til dit niveau og dine ønsker.

Kit Couture ligger på Vesterbrogade 165, 1800 Frederiksberg.

Tøndering Strik

Det er enkelheden, den gode pasform og en stor fascination af garn, der er drivkraften i Tøndering Strik, både når det gælder udvikling af strikmodeller og vejledning af butikkens kunder. På hylderne i det lille butikslokale i Aarhus’ latinerkvarter med brosten og hyggelige caféer finder du kun naturmaterialer og klassiske farver i den allerbedste kvalitet fra Marianne Isager og Japanske ITO.

Tøndering Strik ligger på Graven 3, 8000 Aarhus C.

Knitting for Olive

Knitting for Olive har en vision om at efterlade så lille et miljøaftryk som muligt og har et stort fokus på dyrevelfærd. Derfor har de bl.a. lavet deres eget garn, der er miljø- og dyrevenligt og af 100 % naturlige materialer. Udover det forhandler butikken kun garn, der er Oeko-Tex Standard 100-verificeret. Har du brug for hjælp til valg af garn, er pigerne i butikken altid klar med vejledning og inspiration til, hvordan garner og farver kan sammensættes.

Knitting for Olive ligger på Godthåbsvej 55, 2000 Frederiksberg.

Rito

Foretrækker du at købe dit garn online, er Ritos webshop helt klart et besøg værd. På webshoppen kan du vælge mellem 26 garnproducenter og 338 forskellige kvaliteter. Shoppen har vundet en lang række priser og er dermed et sikkert valg. Bestiller du mindst 10 garnnøgler i samme farve og mærke, tilbyder de mængderabat, hvilket er en stor fordel, når du skal i gang med større projekter. Rito har desuden et stort udvalg af ting til andet end strik og hækling.

Besøg shoppen på Rito.dk

Ecoknitting

Ecoknitting er et godt bud på et bæredygtigt onlinevalg. Shoppen er stiftet af to kvinder, der ønsker at gøre verden til et bedre sted at være, og derfor forhandler de kun økologisk og GOTS-certificeret garn. De har fokus på, hvor råmaterialerne stammer fra, og hvor garnet bliver spundet og farvet. Deres hovedmærker i garn er Onion, Rosy Green Wool og BC Garn. Samtidig samarbejder de med en række mindre producenter som Frisenvang, der har fokus på at skabe ordentlige forhold for de bønder, der leverer råmaterialerne.

Besøg shoppen på Ecoknitting.dk

Tante Grøn

Tante Grøn dyrker både klassisk og moderne strik. De lægger vægt på garner af høj kvalitet og nytænkning, god service og vejledning til hver enkelt kunde. Butikken har et skønt miks af garner af rene varer som alpaka, silke og mohair og økologisk bomuld. Tante Grøn designer selv og skriver opskrifterne med fokus på at gøre dem så nemme som muligt. Og her er både ting til børn og voksne og et spændende interiør.

Tante Grøn ligger på Vestergade 7, 5000 Odense C.

Garncafe Madsine

Garncafe Madsine er et sted, hvor folk kan mødes omkring skaberglæden. Der er plads til de gode samtaler, der opstår rundt om bordet, når alle sidder med deres håndarbejder. På hylderne finder du altid kvalitetsgarn og smukt design fra bl.a. Hjertegarn, Permin, Sandnes og BC Garn. Det er et sted for alle, med fokus på fællesskab og livsglæde, og der er altid nye workshops eller sociale arrangementer i kalenderen. Hos Garncafe Madsine er du derfor aldrig alene med dit projekt.

Garncafe Madsine ligger på Strandvejen 19, 9000 Aalborg.

Nicoline Garn

Med garn fra gulv til loft er der noget for enhver smag og pengepung hos Nicoline Garn. Butikken har et bredt udvalg af mærker som Permin, Sandnes, Drops, Sysleriget, Hjertegarn og Filcolana. Samtidig har de også et fint sortiment af knapper og strikkeopskrifter, så der er næsten altid garanti for, at du finder det, du mangler.

Nicoline Garn ligger på Fyensgade 1, 2200 København N.

Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.