Ikke alle vilde planter finder vej til haverne af sig selv. Har du et godt øje til nogle, som netop ikke gør, kan du i stedet høste frø af dem på marker eller i grøftekanter sidst på sommeren, når de er modne, og forspire eller så dem i din egen have til næste forår. Vilde planter kan nemlig både være dejlige at se på, til gavn for biodiversiteten og tilmed spiselige
Nogle frø kræver kulde for at spire, og de sås direkte på jorden om efteråret eller tidligt på foråret. For at få et godt resultat skal voksestedet byde på de samme jord-, fugt- og lysforhold, som planten trives under i naturen. Vi har samlet 10 vilde planter, der er skønne at dyrke i haven.
Se også: 14 hårdføre blomster til forårskrukkerne
10 vilde planter til haven
- Prikbladet fredløs, Lysimachis punctata.
- Vild gulerod, Daucus carota.
- Rødkløver, Trifolium pratense.
- Lådden dueurt, Epilobium hirsutum.
- Judaspenge, Lunaria annua.
- Tusindfryd/Bellis, Bellis perennis.
- Moskuskatost, Malva moschata.
- Almindelig røllike, Achillea millefolium.
- Hjortetrøst, Eupatorium cannabinum.
- Gederams, Epilobium angustifolium.
Læs også: Pejsehygge i drivhuset - forlæng sæsonen
Se også: Planlæg din sommerhave nu
Året efter vil de vilde planters løv være genkendeligt, evt. støttet af billeder taget det foregående år, og de toårige, som danner bladroset første år, vil nu sætte blomster.
Læs mere om de 10 vilde planter i galleriet:
10 vilde planter


Gederams, Epilobium angustifolium, en flerårig urt, som er udbredt overalt i landet og ofte ses på små sletter, da den både selvsår sig flittigt og breder sig med jordstængler. Bliver 50-150 cm høj med spir med rødviolette blomster i juli-august efterfulgt af frø med bløde, uldne flyvehår, som har været brugt til hattefilt og lampevæger. Trives i fuld sol i muldet jord. De unge blade og stængler er spiselige. Tiltrækker insekter.


Vild gulerod, Daucus carota, som den dyrkede gulerod stammer fra. En toårig skærmblomst, som første år danner bladeroset og året efter blomstrer med hvide skærme juli-august. Efter blomstringen lukker skærmene sig til små, tætte reder, som åbner sig igen, når frøene er modne. Trives i både mager og muldet jord.


Hjortetrøst er en god insektplante, som særligt sommerfugle er vilde med. Den er flerårig, blomstrer juli-september, bliver 100-150 cm høj og trives i fugtig, næringsrig jord, men kan også vokse i almindelig havejord.


Rødkløver, Trifolium pratense, er en plante, som holder af græsplæner. I naturen vokser den på enge og på marker, hvor den også dyrkes som foderplante. Blomstrer fra maj til september. Blade og blomster er spiselige. God biplante.


Judaspenge, Lunaria annua, blomstrer maj-juni med lyslilla, spiselige blomster, som kan bruges som pynt på kager og i salater. Den er toårig, får flotte sølvfarvede, møntformede frøstande og selvsår sig.


Prikbladet fredløs, Lysimachis punctata. En flerårig plante, som får gule blomster juni-september. Trives i næringsrig, fugtbevarende jord og breder sig flittigt med jordstængler. Man kan holde styr på den ved at lade den brede sig på et afgrænset område.


Lådden dueurt, Epilobium hirsutum. Flerårig urt, som bliver 80-150 cm høj og blomstrer juli-september med violette blomster. Trives i leret, fugtig jord. Rodskuddene kan spises som asparges, og bladene bruges til te, i suppe eller kogt som bladgrøntsag.


Moskuskatost, Malva moschata. Blomstrer i juli-august, er flerårig og trives i sol og halvskygge i almindelig havejord. Hele planten er spiselig. Blomster, blade og umodne frøkapsler kan bruges i salat, te, suppe og som kagepynt. God insektplante.


Almindelig røllike, Achillea millefolium. En flerårig urt, som har været brugt som lægeplante helt tilbage til oldtiden bl.a. til sårheling. Blomstrer juli-september, trives stort set overalt og er i dag forædlet til mange forskellige sorter.