Sværm af blåregn
Blomster & Planter

5 tips til succes med blåregn

af Anita Banner. Foto: Kira Brandt. 10.05.2022
Er du også helt vild med den betagende blåregn, der hænger i klaser med blå, lilla eller hvide blomster? Se her, hvordan du får succes med den romantiske klatreplante!

Blåregn, Wisteria, er en overdådig klatreplante, der blomstrer i maj-juni med blå, lilla eller hvide klaser af blomster.

Den kan være svær at få i blomst de første år, ligesom den kan være svær at styre, hvis den er blevet for stor. Med med vores nyttige tips er du godt på vej!

5 tips til at få succes med din blåregn

1. Vælg den rette art

Der findes ca. 10 arter af blåregn, hvoraf japansk blåregn og almindelig blåregn er de mest gængse her i landet. Almindelig blåregn er kraftigt voksende og kan blive op til 15-20 meter i længden med kompakte blomsterklaser, der er 20-30 cm lange. Almindelig blåregn egner sig derfor bedst til større flader, hvor der er plads til at brede sig. Har du en mindre have er japansk blåregn mere egnet, da den ”kun” bliver op til otte meter høj. Blomsterrankerne er desuden slankere og løsere i formen og bliver mellem 40 og 100 cm lange.

2. Pas på for meget gødning

Gød din blåregn med en gødning, der ikke indeholder for meget kvælstof, men derimod både fosfor og kalium, som fremmer blomsterdannelsen. Giv gødning i april og eventuelt sidst i juni – endelig ikke senere, da blåregnens skud og knopper skal have fred til at forberede sig på vinteren.

3. Plant det rette sted

Har du købt en ny blåregn, skal du plante den et lunt, solrigt syd- eller sydvestvendt sted i veldrænet jord enten forår eller efterår, hvor jorden er fugtig. Hvis du planter blåregn ved husmuren, skal du opsætte et kraftigt metalespalier, planten kan slynge sig op af. Sørg for at holde blåregnen væk fra nedløbsrør, tagrende og tagkonstruktion. En høj pergola, hvor blomsterklaserne kan hænge frit ned, er også en mulighed eller blot en stolpe i jorden.

4. Beskær sommer og vinter

Blåregn kan være flere år om at komme i blomst. For at sikre blomstringen skal du beskære din blåregn to gange om året: Efter blomstringen i juli og august, hvor du tilbageklipper de lange sommerskud, så der er seks blade tilbage. Her vil næste års blomster dannes. Næste beskæring er i januar-februar, hvor du beskærer, så der kun er tre-fire knopper tilbage på skuddene. Er din blåregn blevet for stor, kan du beskære den kraftigt, både nyvækst i form af sideskud, og hovedstamme, i januar-februar eller i juli-august. Blåregn er hårdfør, som tag bare fat!

5. Vand kun i tørre perioder

Vand din nyplantede blåregn jævnligt og især i tørre perioder i vækstsæsonen de første par år, indtil planten har fået udviklet et godt rodnet. Derefter er det kun nødvendigt at vande den i tørre perioder, f.eks. i højsommeren.