Skal du på to-tre ugers ferie og har svært ved at få nogen til at komme forbi derhjemme og vande stueplanterne, køkkenhaven eller blomsterkrukkerne på terrassen, er der stadig en masse, du kan gøre, så dine planter ikke tørster og i værste fald dør, mens du er væk.
Når du tager på ferie, kan du hjælpe krukkeplanterne til at kunne klare sig i længere tid uden vanding ved at stille dem så skyggefuldt som muligt. Giv dem også en underskål, som udsætter vandingsbehovet yderligere. Vand desuden jorden grundigt igennem, gerne ad flere gange, så du er sikker på, at den er helt gennemvædet.
Saml alle dine stueplanter et sted i et stort kar, som du hælder vand i. Stil karret og stueplanterne lyst, men ikke i direkte sol. Det kan eksempelvis være i en nordvendt vindueskarm. Nu kan stueplanterne selv trække vand fra karret, og de risikerer ikke at blive forbrændt af den stærke sol.
Har du en stor plante eller en plante, der står i en krukke uden hul i bunden, kan du fyld en plastikflaske eller en vinflaske med vand. Toppen af flasken skal stikkes godt ned i jorden – på den måde vil jorden automatisk suge vand til sig, når den tørrer ud.
TIP Bind flasken fast, så den ikke risikerer at vælte, og vandet i stedet ender på gulvet.
Står dine potteplanter i en urtepotteskjuler uden underskål, kan du placere en hård svamp eller en blok oasis nede i urtepotteskjuleren under planten. Hæld derefter vand i urtepotteskjuleren. Svampen eller oasis-blokken vil suge vandet, så planten ikke drukner. Og når planten har behov for vand suger den fra svampen eller blokken af oasis.
Lige inden du tager af sted på ferie, kan du vande blomster- og køkkenhave i dybden. Det vil sige, at du ikke kun skal gøre overfladen fugtig, men vande, så hele vækstlaget bliver fugtet. Der skal meget vand til. Tjek eventuelt om jorden er våd ned i et spadestiks dybde.
Krukker kan du samle et skyggefuldt sted som for eksempel på nordsiden af huset. Stil krukkerne på bakker, der kan holde på vandet. Vand herefter krukkerne godt og grundigt, og fyld så vand i bakkerne. Krukkevækster har ekstra brug for vand, og på den måde har planterne et lille reservoir at tære på, mens du er væk.
Drop at vande græsplænen – den skal helt sikkert nok blive grøn igen senere på sæsonen.