Når dagene begynder at bliver kortere og mørkere, lokker havearbejdet knap så meget, som det gør i sommermånederne. Men efterårsmånederne er faktisk et af de tidspunkter på året, hvor haven har allermest brug for dig.
Mangler du et nyt træ eller en busk i haven, kan du overveje at plante en, der har løv i stærke farver her om efteråret. Det er altid skønt med klare røde eller orange toner i en tid, hvor alting visner og forsvinder. Der er masser af kulørte træer og buske at vælge imellem, så køb en, der passer til dit behov mht. størrelse og placering i haven. Populære valg er f.eks. ahorn, løn, hjertetræ, vinget benved og parykbusk.
Har du ledige pletter i køkkenhaven, kan du f.eks. så spinat, som du kan høste senere på året. Spinat vokser hurtigt og kan godt tåle kulde. Vil du dyrke nye krydderurter, kan du gå efter de mest hårdføre slags. F.eks. oregano, purløg, timian, citronmelisse, persille, mynte eller de mere specielle som karryplante, isop og kørvel.
Med nogle års mellemrum er det en god idé at dele dine stauder, så planterne bliver fornyet. Især hvis blomstringen er aftagende – eller hvis pladsen i staudebedet er blevet trang, og du gerne vil have plads til nye planter. Del rodklumpen i mindre dele, f.eks. med en spade – nogle stauder kan blot rives fra hinanden med hænderne. Plant de yderste, friske dele af staudens rodklump igen. Når du deler planter på denne måde, kan du omplante resterne af dem et nyt sted i haven eller måske i en krukke.
Frisk grønkål, rosenkål, porrer, jordskokker, pastinakker og skorzonerrødder er vidunderlige at sætte tænderne i, når køkkenhavens sommerafgrøder er spist op. Du kan gemme det grønne guld til de mørke måneder, hvis du laver vinterforråd. Ovenstående afgrøder kan tåle at stå i jorden hele vinteren igennem, mens vintergulerødder og rødbeder skal dækkes med et isolerende lag af f.eks. halm, tang, blade eller en vintermåtte. Fiberdug er også et glimrende materiale.
Fra august til november lægger hver dræbersnegl op til 400 æg. Du kan derfor mindske næste års angreb ved at hælde kogende vand over æggene eller samle dem i en pose, som du smider i skraldespanden.
Nu er det sidste udkald for årets anden og sidste klipning af hækken. Hvis den klippes senere end midt i september, når de nye skud, der dannes inden vinteren, ikke at afhærde, og de kan derfor fryse tilbage.
Fra omkring oktober kan du købe barrodsplanter på landets planteskoler og havecentre. Barrod betyder, at planterne har bare rødder og altså ikke købes i en potte med jord. De er nemlig blevet gravet op, mens de er i dvale og blevet opbevaret køligt og fugtigt. Barrodsplanter er billigere end planter i potter, og eftersom efteråret er den perfekte årstid at plante f.eks. buske og hækplanter, kan du spare mange penge. Husk, at rødderne på barrodsplanter ikke må tørre ud, så plant dem med det samme, du kommer hjem fra planteskolen.
At luge ukrudt kan du stort set gøre hele året rundt. Lige nu, hvor aktivitetsniveauet i havearbejdet ellers er for nedadgående, giver det god mening at luge så meget, du overhovedet orker. Det vil nemlig virkelig lønne sig, når foråret kommer, at ukrudtet ikke har fået lov at stå og samle kraft vinteren over. Får vi perioder uden hård frost, kan du også luge i løbet af vinteren, hvis du trænger til motion og frisk luft.
Der er lang tid til foråret, men det er alligevel nu, at du skal planlægge, hvordan dine krukker og bede skal se ud. I hvert fald hvis du drømmer om et blomsterhav af krokus, skilla, tulipaner og andre forårsblomstrende løgplanter. Når du planter tulipanløgene, kan du vende nogle af dem på hovedet, for så er de længere tid om at komme op af jorden, og du kan derved forlænge blomstringen.
Nåletræer er blevet populære igen – både i havens bede og i krukker – og det er da også rart at have et stedsegrønt træ at kigge på i de golde vintermåneder, der lurer lige om hjørnet. Særligt populær er stadig den blå atlasceder, Cedrus atlantica ’Glauca’. Træet er hjemmehørende i de høje Atlasbjerge i Marokko og Algeriet og ynder en gruset og sandet jord. Det skal du efterligne, når du dyrker det i haven eller i en krukke, hvor du må sørge for et godt dræn. Atlasceder er rimelig tørketolerant og har godt af at blive plantet i læ.