Dyrkning af krydderurter i haven året rundt
Krydderurter

Stor guide: Sådan dyrker du krydderurter i haven året rundt

af Jytte Boch 2.02.2022
Foto: Jytte Boch og Shutterstock
Selvom det danske vejr gør det svært at dyrke smukke planter året rundt, er krydderurter noget af det, vi nemt kan nyde på alle årstider. Det eneste, det kræver, er den rette guide, og den får du lige her!

Selv om det er koldt derude, behøver du ikke vinke farvel til alle dine krydderurter. En del af de flerårige arter tåler nemlig frost, og nogle kan tilmed høstes løbende gennem vinteren. Derved slipper du for at købe dyre urter i supermarkedet eller så nye krydderurter hvert år.

Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.

Krydderurter er et must i madlavningen, og de smager og dufter allerbedst, når de høstes direkte fra haven eller potterne på altanen – også selv om det er vinter. Der findes enårige krydderurter såsom basilikum, dild og koriander, der ikke tåler frost, og som ikke overlever vinteren i haven. Derfor er de toårige og flerårige krydderurter at foretrække. Nogle af dem fryser ned om vinteren for så at spire igen til foråret, mens andre som timian, salvie og kokleare kan høstes hele vinteren.

Sådan dyrker du forskellige krydderurter året rundt

Du kan sagtens forsyne dig med friske krydderurter året rundt, hvis blot du kender de forskellige krydderurters behov og robusthed og dyrker dem herefter. Tager du alle midler i brug, kan nogen blive stående i haven, mens andre kommer i potter eller drivhus og de mest porøse, indenfor i varmen.

Det vigtigste er, at du ved, hvad de forskellige krydderurter har af muligheder og begrænsninger, og det overblik får du lige herunder!

Kend dine krydderurter – en- og flerårige, tørketålende eller næringskrævende.

Der findes i hovedtrækkene to typer krydderurter: De tørketålende og de vand- og næringskrævende. De to grupper trives bedst i forskellige jordbundsforhold, og derfor er det en fordel at placere de to typer i hvert sit bed. De tørketålende, flerårige krydderurter med træede stængler som timian, salvie, lavendel, isop, karryplante, sar og merian er ”steppeurter”, som stammer fra landene ved Middelhavet.

Disse kan som regel fint klare de tørre danske frostvintre, som vi dog ikke har så mange af mere. Så det er sjældent kulden, der tager livet af planterne, men derimod de våde, regnfulde vintermåneder, hvor rødderne sopper i vand, som forårsager iltmangel, så planten rådner. Derfor foretrækker de tørketålende urter at stå i veldrænet eller sandet jord på en lun og solrig plads ved en tør, sydvendt mur og gerne i ly for regnen under udhæng eller i potter, der kan flyttes ind under halvtaget om vinteren. Højbede er en god mulighed for at dyrke krydderurter, da de er hævet over jordniveau, så vandet nemmere løber fra rødderne.

De en- og toårige krydderurter som basilikum, persille, frugtsalvier og urter med store eller saftspændte blade er ofte næringskrævende og tørstige planter, som gerne vil have godt med vand og gødning gennem sæsonen. Det samme gælder en del af de flerårige storbladede urter som mynter og citronmelisse, der også kræver en del føde for at yde optimalt. De trives bedst i en mere næringsrig jord.

Dyrk krydderurter i potter

Du behøver ikke at eje en have for at dyrke flerårige krydderurter. Krydderurter kan med fordel plantes i frostsikre potter på altanen, hvor de klarer sig fint, bare de får vand og gødning nok.

Også i haven kan det give visse fordele at kunne flytte rundt med potterne. Placér gerne potterne tæt på siddepladsen på terrassen, eller lige ved køkkendøren, så der er nem adgang til det sunde, grønne drys. De lidt sartere flerårige krydderurter i potter, såsom rosmarin og karryplanten, kan have stor fordel af at blive flyttet ind i drivhuset vinteren over, hvor de er mere beskyttet mod frost og regn.

Krydderurter i supermarkedet er ofte lynproduceret i væksthuse. Her er der primært fokus på bladmængden, mens rodnettet ofte er svagt. Derfor er det ikke en god idé at plante urter fra supermarkedet ud i haven, da rodnettet også har svært ved at få ordentligt fat. Vælg i stedet økologiske urter fra planteskolen, som du er sikker på er usprøjtede, eller så dem selv af økologiske frø.

Dyrk krydderurter indenfor

Du kan godt dyrke krydderurter i f.eks. køkkenet om vinteren. Stil dem i vindueskarmen, hvor der er lyst, men også køligt. Der skal helst ikke være en radiator under planterne, for planternes lysmangel forværres af for meget varme. Brug evt. kunstigt lys i form af en særlig vækstlampe, hvis dit køkkenvindue er meget mørkt.

Guide til at dyrke de forskellige krydderurter

Nu har du fået lidt generelt viden om, hvilke muligheder der er for at dyrke krydderurter, så nu er det tid til at nørde de enkelte. Her har vi både klassiske krydderurter, som du nok kender, og de lidt mere specielle, du måske ikke har dyrket før.

Klassiske krydderurter

Persille i frostvejr

Persille, Petroselinum crispum, er nok det mest anvendte grønne drys I maden og kan ofte overleve vinteren. Persille er toårig. Første år kan du høste masser af blade, mens planten på andet år kun giver blade i foråret og derefter sætter frø og dør. Så persille skal sås hvert år, hvis du vil høste gennem hele sæsonen. Spiretiden er lang, så du kan med fordel købe småplanter af kruspersille eller glatbladet persille på planteskolen. Læs alt om, hvordan du dyrker persille her.

Purløg i haven

Purløg, Allium schoenoprasum, kommer igen år efter år. Planten visner ned om vinteren, men skyder igen i april med nye, friske og duftende hule blade, som er uundværlige på æggemaden, i dressinger og mange andre retter. Blomsterne er spiselige og smukke i salater. Allium-slægten er stor og tæller bl.a. både kinesisk purløg, hvidløg, kamløg, nikkeløg, prærieløg, pibeløg og ramsløg.

Almindelig merian

Almindelig merian, Origanum vulgare, kaldes også for oregano, så det kan godt skabe lidt navneforvirring. Der findes en del forskellige merianarter, lige fra de småbladede kompakte planter til den høje vilde merian/oregano, der tiltrækker bier. Plantens blade dufter, når man berører den, og smagen er pebret med en let bitter smag og bruges bl.a. i tomatsaucer, pizza, lam og æggeretter. Den er flerårig og overvintrer bedst i sandet eller porøs jord.

Vintersar, Satureja montana, er en flerårig plante, mens sommersar, Satureja hortensis, er en enårig plante. Vintersar dufter af timian og oregano og kan bruges som erstatning for timian. Bladene har en ret pebret smag, så den skal bruges i små mængder i maden. Planten stammer fra Middelhavet og skal have en sandet eller porøs jord, så den ikke drukner i det vintervåde vejr. Den er god som lav hæk.

Rosmarin, Rosmarinus officinalis, stammer fra Middelhavet og er en nøjsom, flerårig plante med træede stængler. Den har en skøn og særpræget duft, og bladene bruges i mange madretter, især med lam, i supper og ovnbagte kartofler. Rosmarin findes i mange sorter i varierende højder og robusthed. Den trives bedst ved en tør sydmur eller i potter, hvor den kan overvintre under halvtag eller i drivhus, væk fra vinterens væde.

Indianermynte

Almindelig indianermynte, anisisop, Agastache foeniculum, er en skøn, børnevenlig ”lakridsplante”, og den er en af de krydderurter med anissmag, som er fantastisk til te. Planten er en rigtig bi- og sommerfuglemagnet og stortrives i let sandjord, både i blomsterengen og i præriebedet. Når man gnider bladene, frigøres den skønneste duft af anis, mynte eller citron, alt efter sorten. Planten breder sig ved frø.

mynte i haven

Mynte, Mentha, findes i en mangfoldighed af arter og sorter. Enkelte er enårige, men de fleste er hårdføre og flerårige. Mange af mynterne får et kraftigt rodnet, der breder sig ved udløbere, så det er en fordel at plante dem i potter eller højbede, hvor de kan styres. Nogle mynter dufter af mentol og er gode i te og drinks, mens andre sorter har frugtsmag og er sødlige og skønne i mad og desserter.

Citronmelisse

Citronmelisse, Melissa officinalis, har en fin parfumeret duft af citrus og er god i desserter, drinks og læskedrikke. Den kan bruges som erstatning for limeblade i madretter og er smagfuld i te eller indfrosset i isterninger. Planten smider masser af frø, der kan flyve rundt i haven, så der dukker småplanter op forskellige steder, men den er nem at hive op. Læs mere om at dyrke citronmelisse her.

ramsløg

Ramsløg, Allium ursinum, kommer igen år efter år og allerede fra marts, hvis foråret er mildt. De breder sig kraftigt, så dyrk dem evt. i højbed eller krukke. Ramsløg smager mildt af hvidløg og kan bruges i et hav af retter frisk eller lynstegt. Både stængler, blade og blomster kan spises. Lær, hvordan du dyrker ramsløg med guiden her.

Timian i vinterhaven

Timian, Thymus, er vinterhårdfør og beholder bladene, så man kan høste vinteren igennem. Timianslægten er enorm og findes i både krybende, oprette og med smalle eller bredere blade i grønne, gråblå og brogede farver. Blomsterne er i alle nuancer af hvid, rosa og lilla. De fleste kommer fra Middelhavslandene, men der er hårdføre sorter, som endda kan gro i Grønland. Timian bruges i utallige madretter og supper.

TIP: Mange af de farverige blomster på de flerårige krydderurter kan spises friske i salater eller som pynt på kager og desserter. Det gælder f.eks. for indianermynte, kamille, lavendel, mynte, isop, purløg, salvie, rosmarin, oregano, peberrod, sødskærm og timian.

Specielle krydderurter

Kokleare dyrkning

Kokleare, Cochlearia, er en hårdfør toårig krydderurt, der beholder bladene vinteren igennem. Den kan klaske sammen i frost, men retter sig igen i tø. Kokleare er fyldt med C-vitaminer og smager bedst forår og vinter. Om sommeren er den nemlig skarpere i smagen.

Vandselleri

Vandselleri, Apium nodiflorum, er en flerårig vandplante med en urteagtig vækst og en fin aromatisk sellerismag. Den er delvist hårdfør og trives med rødderne i stillestående ferskvand i en balje i skygge eller halvskygge og kan også dyrkes i vindueskarmen.

Fennikel

Fennikel, Foeniculum vulgare, er en gammel klosterplante, der har været brugt som både medicin og konfekt. Fennikel dyrkes som både knoldfennikel, der er en grøntsag, og som bronzefennikel og siciliansk krydderfennikel, der er flerårige. Både de fine fligede blade og blomsterskærmene smager af anis.

isop

Isop, Hyssopus officinalis, er en lille krydderbusk, der er glimrende som lav hæk om køkkenhaven eller som prydplante i staudebedet med små blå, lyserøde eller hvide blomster. Bladenes smag er pebret med toner af rosmarin og citron. Blomsterne har en mildere smag. Kan høstes i milde vintre.

karryplante

Karryplante, Helichrysum italicum, er helt speciel med lysende sølvgrå blade og stængler. Den er smuk som både krydderurt og prydplante og fås også som småbladet. Planten dufter krydret af karry, dog mest i varmt og fugtigt vejr. Den blomstrer med flotte gule skærme. Brug den kun i varme retter, hvor den smager af mild karry.

kamæleonblad

Kamæleonblad, Houttuynia cordata, er ikke i familie med koriander, men er en flerårig plante, som smager af mild koriander. Den fås både i en grøn og flerfarvet version. Planten er hårdfør og trives både i vindueskarmen, i potter udenfor og som bunddække i havens halvskygge.

hestetunge krydderurt

Almindelig hestetunge, Mertensia maritima, kaldes også østersurt og er en strandurt. Den er flerårig og fuldt hårdfør og kan dyrkes på veldrænet, gerne sandet jord i potter eller i bedet. Planten har smukke blågrå blade, der har en salt smag af østers og derfor er oplagt i fiskeretter. De himmelblå blomster kommer i juni-juli.

Skotsk lostilk

Skotsk lostilk, Ligusticum scoticum, gror naturligt langs nordlige kyster og tåler let saltet jord. Alle plantedele kan spises. Smagen er en blanding af løvstikke, persille og lidt selleri og er en god erstatning for persille og løvstikke. Er flerårig og vinterhårdfør. Kan stå i sol og halvskygge.