Safran er uden sammenligning verdens dyreste krydderi. Og det er egentlig ikke så underligt. Der skal nemlig samles støvfang fra omkring 100.000 planter, før man har et kilo safran. Heldigvis er planten samtidig meget aromatisk, så man skal kun bruge ganske lidt i sine gryderetter eller hjemmebagte boller, før de tager smag af det gule krydderi.
Sådan dyrker du safran-krokus
Det er ret fantastisk, at safran på en gang kan være verdens dyreste krydderi, og være nemt selv at dyrke. Selvom safran sandsynligvis stammer fra Grækenland og Tyrkiet, kan du sagtens selv dyrke den og høste dit eget værdifulde krydderi.
Du skal lægge løgene et lunt og beskyttet sted i veldrænet jord, hvor der er rigeligt med sol. En god løsning er i krukker eller i et drivhus.
Safranblomsten.
Selve planten er er en lille krokus ved navn safrankrokus, Crocus sativus. Den blomstrer om efteråret, så du skal lægge løgene i jorden i løbet af sommeren og senest i slutningen af august. Læg dem i 10-15 cm’s dybde med en afstand på 5 cm, så der er plads til, at hvert løg kan udvikle sideløg. Jorden må gerne være kalkholdig, men vigtigst er det, at den er veldrænet, da løgene ellers går til.
Læs også: Cheesecake med safran og granatæble

Høst, tør, brug Safran
Engang i oktober kommer blade og blomster på samme tid. Du kan høste safranen, så snart blomsterne springer ud. Herefter tørrer du støvfangene ved at lægge dem på et stykke køkkenrulle. De tørrer hurtigt, da de er så spinkle. Opbevar dem mørkt i en tætsluttende æske eller lille dåse, til du skal bruge dem.
Løgene kan blive i jorden og evt. dækkes til om vinteren med granris el.lign. Foretrækker du at grave løgene op, kan du gøre det, når bladene er visnet ned. Opbevar løgene mørkt og køligt indtil næste år, hvor du kan lægge dem i jorden igen. Selvom du næppe får en stor høst, når du dyrker safran, er det anstrengelserne værd. Blomsten er rigtig pæn, og safranen er et skønt krydderi, hvis gule farve og delikate smag er en uundværlig ingrediens i fx paella, bouillabaisse og svenske safranboller også kaldet lussekatter.
Trin for trin-guide: Perlehyacint, vores favorit forårsløg.
Se flere smagslækre opskrifter med safran i galleriet herunder:
Opskrifter med safran


Disse gyldne safrankringler er rigtig gode til eftermiddagsteen. De kaldes også svenske lussekatte eller luciaboller, da man ofte serverer dem til jul i Sverige.
18 stk.
Det skal du bruge til safrankringler:
- 100 g smør
- 5 dl mælk
- 50 g gær
- 1 g (2 tsk.) safran
- 75 g sukker
- Ca. 700 g hvedemel
- 1 æg
Sådan laver du safrankringer:
- Smelt smørret i en gryde, og lun mælken heri. Smuldr gæren, og rør den i.
- Knus safranen let, og tilsæt den sammen med sukkeret.
- Rør hvedemelet i lidt ad gangen.
- Ælt dejen, så den er fast og glat, og lad den hæve i ca. 20 minutter med et klæde over.
- Slå dejen sammen, og ælt den let. Form 18 kringler, og sæt dem på en bageplade beklædt med bagepapir. Lad kringlerne hæve i yderligere 20 minutter.
- Rør ægget sammen, og pensl kringlerne.
- Bag dem i ovnen ved 220° i 10-12 minutter.
- Lad kringlerne afkøle på en bagerist.


Perfekte aromatiske biscotti med en diskret smag af safran. De sprøde kager er gode til både kaffe og sort te.
Ca. 65 stk.
Det skal du bruge til sprøde safranbiscotti:
- 75 g blødt smør
- 200 g sukker
- 3 små æg
- ½ g (1 tsk.) safran
- 1 knivspids salt
- 100 g mandler
- 1½ tsk. bagepulver
- 350 g hvedemel
Sådan laver du safranbiscotti:
- Rør smør og sukker godt sammen, og tilsæt æggene 1 ad gangen. Stød safranen i en morter, og rør den i dejen sammen med salt.
- Smut mandlerne, hak dem groft, og tilsæt dem.
- Bland bagepulver og hvedemel, og rør det i dejen.
- Ælt dejen godt sammen, og del den i 3 portioner, der hver trilles til en pølse på ca. 35 cm.
- Læg dejrullerne på en bageplade beklædt med bagepapir. Tryk dem let flade.
- Bag dejrullerne i ovnen ved 175° i ca. 15 minutter.
- Skær rullerne i ca. 2 cm brede skiver med en skarp kniv, mens de stadig er varme.
- Bag de udskårne kager i yderligere 15 minutter ved 125°. Vend gerne kagerne et par gange undervejs.
- Lad dem afkøle på en bagerist.
- Servér biscottierne til kaffe eller sort te. Dem, I ikke spiser, skal opbevares i en tætsluttende kagedåse.