Annonce
familien-skovgaard-jul
Boligreportage

Boligreportage: Eventyrlig jul hos familien Skovgaard

AF: Rikke Graff Juel. Foto: Christina Kayser O
19.11.2025
Et drømmende univers af tørrede blomster, kogler og gran får julestemningen helt i top i familien Skovgaards eventyrlige bondegård fra 1800-tallet.

Under det stråtækte tag på en gammel gård i en lille skov ved Præstø bor en familie, hvis efternavn næsten lyder som et eventyr i sig selv. Og de har skabt et sandt juleeventyr. Sådan føles det i hvert fald, når man træder ind i familien Skovgaards 1800-tals bondegård på Sydsjælland. Her mødes natur og genbrug i hver en krog, og når julen nærmer sig, bliver hjemmet forvandlet til et drømmende univers af gran, kogler og tørrede blomster.

Et bondehus med historie

1800-talsgård-i-sydsjælland

Gården er opført i slutningen af 1800‑tallet, og stilen udvendigt er, som den var for over 100 år siden – med bindingsværk, stråtag og blåmalede døre og vinduer.

Her bor familien Skovgaard

liv-og-hendes-mand-der-bor-på-bondegården


Hvem: Liv Ottilie Skovgaard, kunstner, og Lasse Skovgaard, pibemager, sammen med sønnerne Nord, Elme og Awn.
Hvor: Bondegård fra 1880‑1910 med bindingsværk og stråtag ved Præstø på Sydsjælland.
Følg med: @eventyrmageriet og @eventyrmaleriet

Liv og Lasse har gennem det seneste årti selv restaureret og ombygget huset med respekt for omgivelserne og fokus på bæredygtighed.

Et køkken med sjæl og sollys

julestjerne-i-vindue

Som udgangspunkt var huset et autentisk bondehus med lave lofter og små vinduer – men med masser af charme. Parrets ønske var at få mere dagslys ind, højere til loftet og at finde balancen mellem autenticitet og praktik, som passer til et moderne familieliv.

Med idérigdom, sans for detaljer og masser af knofedt har de skabt et hjem med både varme og wow‑faktor – og julen er ingen undtagelse.
I det store landkøkken har de åbnet op til kip, så de gamle bjælker igen kan ses, og vintersolen kan strømme ind. Under bordpladen står den gamle købmandsdisk, som fulgte med huset. En slibning og lidt linolie fik gløden tilbage i træet.

Jul med naturens magi

samler-kogler-og-gran-fra-skoven-og-inviterer-inden-for

– Vi bor midt i naturen og vores egen lille skov, så hvad skulle forhindre os i at tage noget af den magi med indenfor? Vi er så draget af eventyr og af at bruge det, vi allerede har, siger Liv.

Annonce

– Det er sjovt, og vi bliver glade af at gøre noget ekstra ud af det til jul. Vores bondegård skal bare være så eventyrlig som muligt i december. Det skal være stort og drømmende, og vi gør det med alt det, vi har lige udenfor døren, fortæller hun.

Liv samler kogler, tørrede blade og blomster fra haven og den lille fyrreskov, som hører til gården.

En svævende æblegren i loftet

gren-over-spisebord-med-julepynt

Grenen over spisebordet er en æblegren, som knækkede under et stormfuldt snevejr. Liv har haft forskellige grene over bordet, men hun er særligt glad for æblegrene, fordi de er krogede og dækket af mos.
Hun har pyntet grenen med kogler og ornamenter i silkebånd.

Annonce

De store grene, som knækker i efterårsstorme, bliver slæbt hjem efter traktoren og hængt op i loftet.
– Der blev julet meget i mit barndomshjem, og min mor hængte troldegrene i loftet med pynt på. Det med at lave et svævende eventyr og få magien lidt op i højden har jeg taget med mig – jeg har bare skruet lidt op for størrelsen, fortæller Liv.

På julebordet har hun lagt grene langs midten og hængt pyntede grene over bordet for at få skoven med til bords. Bordet er dækket med kogler, gamle franske lysestager og vintage‑service.

Kranse og gran i hele huset

krans-over-sofa

Udover æblegrenen holder Liv især af at pynte op med granranker og smukke kranse, som hendes mor, Marianna, binder. De hænger i vinduerne og på dørene både ude og inde.
Naturen er omdrejningspunktet, men genbrug spiller også en vigtig rolle – både i indretningen og i julepynten.

Bløde pakker og varme farver

bløde-pakker-pakket-ind-i-genbrugsstof

Vintage‑tekstiler og stofrester bliver brugt til at pakke gaver ind. Liv bruger gamle duge og resttekstiler fra tidligere projekter og pynter pakkerne med bånd eller små syede sløjfer.

Annonce

I soveværelset går loftet til kip, og fra vinduerne bag sengen kan man kigge ned i køkkenet. Skunken er udnyttet med indbyggede skabe med fyldninger, der matcher husets øvrige træværk.
På skråvæggen flyver svaler i gips, fundet hos Møller Stuk. Loftslampen er fra Ellos, og sengetøjet er af William Morris.

Stue med sjæl og juleglød

juletræ-pyntet-og-klar

I stuen spreder den gamle masseovn varme og hygge hele vinteren. Juletræet bliver først hentet ind en lille uge før jul, så det holder sig frisk til juleaften.
Rummet er holdt i naturens nuancer med en olivengrøn veloursofa fra Ikea. Puderne er hjemmesyede, og Liv har malet bordpladen på det antikke sofabord.
Kransen om det runde spejl bag sofaen er bundet af tørrede blomster, gran og grønt snoet om en hulahopring.

3 tips til at få Liv og Lasses stil

  1. Skræddersyede løsninger er pengene værd.
    Få bygget skabe og opbevaring, der passer til husets mål og skæve hjørner. Det udnytter pladsen optimalt og får hjemmet til at føles helstøbt.
  2. Lad husets historie og omgivelser guide dig.
    Søg inspiration i naturen omkring, husets byggeår og oprindelige stil – det skaber ro og sammenhæng.
  3. Skab lys og luft.
    Er der lavt til loftet, kan spejle give mere lys. Hæng dem over for vinduerne, så de reflekterer dagslyset og åbner rummet.

Julens små detaljer

tallerkner-og-kogler-småkager


Liv kan lide at kombinere gamle porcelænsstel fra danske og svenske genbrugsbutikker med grønt fra skov og have.

naturlig-adventskrans


Adventskransen laver hun altid selv. I år står den på en glasbowle fyldt med mos og små kviste, mens selve kransen er lavet på en træskive med ler, pyntet med tørrede blomster og grene fra haven. Stearinlysene er sat fast i leret med lysspyd.

Annonce
Annonce

Sponsoreret indhold

Annonce