Desserter og kager

De bedste cappuccino-cookies

Nu behøver du ikke at lede længere! Her får du nemlig opskriften på de bedste cappuccino-cookies med hvid chokolade.
af Tekst og foto af Julie Polar de Greeve 26.04.2018
cappuccino-cookies

Vi giver dig her den bedste opskrift på cappuccino-cookies, som du med god samvittighed kan spise en ekstra af.

Kaffe indeholder nemlig mange næringsstoffer og er rig på antioxidanter. Desuden er der både vitamin B2, B5, B1 og B3 samt magnesium i.

Det er også bevist, at kaffe har en sundhedsfremmende effekt, idet den skulle være god mod risikoen for både type 2-diabetes, Parkinsons sygdom, blodpropper og hjerneblødning samt have en gunstig effekt på Alzheimers sygdom og depression.

Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.

Hvis du gerne vil have en nem dessert på lager, til når du får gæster, kan både dej og de færdige cookies fryses ned i flere måneder. Du kan også lave dejen i forvejen og opbevare den på køl i tre dage, så du kan servere nybagte cookies, efter dine gæster er kommet.

Prøv også: Opskrift på verdens bedste cookies med chocolate chips

Opskrift på de bedste cappuccino-cookies

Antal: 32 stk.

Det skal du bruge for at lave de bedste cappuccino-cookies

Cookies

  • 150 g mel
  • ½ tsk. bagepulver
  • 2 spsk. instant espressopulver
  • 100 g blødt smør
  • 120 g sukker
  • 2 æg
  • 1 vaniljestang
  • 130 g hvide chokoladeknapper

Glasur

  • flormelis
  • 1 kop kold espresso

SE OGSÅ: Lækre flødeboller med kaffeskum

Sådan laver du de bedste cappuccino-cookies

  1. Forvarm ovnen til 175°.
  2. Rør mel, bagepulver, salt og espressopulver sammen.
  3. Pisk smør og sukker sammen i en anden skål, til det bliver lyst og luftigt i ca. 3 minutter.
  4. Tilsæt æg, og pisk indtil det igen er luftigt i ca. 1 minut.
  5. Skrab kornene ud af vaniljestangen, kom dem i æggeblandingen, og pisk kortvarigt.
  6. Tilsæt melblandingen, og pisk indtil dejen er godt gennemarbejdet.
  7. Vend de hvide chokoladeknapper i.
  8. Dæk dejen med et viskestykke, og lad den hvile køligt i mindst 1 time.
  9. Rul den kølede dej til 32 små bolde.
  10. Beklæd en bageplade med papir, og læg 16 bolde på hver.
  11. Bag småkagerne i 12 minutter, eller indtil kanterne begynder at blive brune.
  12. Tag dem ud af ovnen, og lad dem afkøle på bagepladen i få minutter, og flyt dem over på en bagerist for at afkøle helt.
  13. Bland espresso og flormelis sammen, og pynt småkagerne med glasur.

SE OGSÅ: Espresso- og kardemomme-granité

TIP! Hvis du vil lave store 
amerikanske cookies, så lav 
boldene dobbelt så store.