Desserter og kager

Hindbær-petit four - små chokoladetærter

Chokoladetærter med fyld af hindbær fra chokoladebloggeren Chocolat.dk - små lækre hindbær-petit fours, som vækker begejstring.
af Maja Ambeck Vase Fotos Maja Ambeck Vase, chocolat.dk 27.02.2013

Kommer du til at købe hindbær, så smager de sammen med sprøde bunde af mælkechokolade, ristede hasselnødder og sød chokolade-ganache ret så skønt. Nyd de lækre chokoladetærter sammen med vennerne eller familien.

4 stk.

Petit four bunde - sådan laver du dem

Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.

70 g hasselnødder
100 g Amedei Toscano Brown eller anden lækker mælkechokolade

Fyld

20 frosne hindbær
50 g Amedei Toscano Brown eller anden mælkechokolade
25 g fløde
Evt. friske hindbær (som pynt)

Petit four med hindbær - sådan laver du dem

Rist nødderne kort i ovnen. Blend 50 g til nøddelmel, og hak de sidste 20 g groft. Smelt chokoladen over vandbad, og lad det køle lidt af (til en temperatur på 32 grader, hvis du har et sukkertermometer).

Bland 70 g smeltet chokolade og nøddemel. Fordel nøddechokoladen i minitærteforme (ca. 7 cm i diameter), og sæt dem på køl. Løsn chokoladebundene ved at trykke lidt på formene, og tag dem ud. Dyp kanterne i resten af den smeltede chokolade, og pynt med grofthakkede nødder. Sæt bundene på køl igen, mens du laver fyldet.

Petit four fyld

Bring de frosne hindbær i kog i en gryde, og mos dem til puré. Afkøl hindbærpuréen, og fordel det i bundene. (Men efterlad plads til chokoladeganche.) Hak chokoladen fint, og hæld det i en skål. Bring fløde i kog i en gryde, og hæld det over den hakkede chokolade. Rør rundt, indtil chokoladen er smeltet. Lad ganachen køle lidt af, og fordel den oven på hindbærpuréen. Sæt de færdige petit fours på køl indtil servering.

Pynt de lækre chokoladetærter med et friskt hindbær og servér dem gerne sammen med et par kugler (vanilje)is.

Bliv inspireret til at lave dine egne desserter, is og kager med chokolade, og gør dit køkken til dit chokoladeværksted - besøg Chocolat.dk