Desserter og kager

Limemousse med pistacie-tuiles

Glæd dine gæster med en let limemousse sammen med sprøde nybagte pistacietuiles.
af Marie Melchior, Foto: Betina Hastoft 21.02.2012

Limemousse
(6 personer)
4 blade husblas
4 pasteuriserede blommer
6 spsk rørsukker
2 tsk revet limeskal
1 dl limesaft, 4-5 lime
4 pasteuriserede hvider
2 ½ dl piskefl øde

Udblød husblasen 10 min. i koldt vand. Pisk æggeblommer med sukker til en cremet og luftig æggesnaps.
Tilsæt limeskal.
Opvarm limesaften i en lille gryde. Tag husblassen op med det vand, der hænger ved, og smelt den i limesaften.
Lad saften afkøle, til den er lunken. Rør den lunkne masse i æggesnapsen.
Stil den på køl, til det er halvstift, ca. 20-25 min.
Pisk æggehviderne stive, og pisk fløden til let skum.
Vend skiftevis piskede æggehvider og flødeskum i moussen.
Fyld moussen i en stor skål, og sæt den på køl.

Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.

Pistacietuiles
(12 stk.)
60 g usaltede pistacienødder
70 g smør
½ dl mælk
100 g sukker
20 g hvedemel

Hak pistacienødderne groft.
Smelt smørret, og lad det afkøle lidt. Pisk mælk og sukker sammen, og tilsæt hvedemel og pistacienødder. Pisk det smeltede smør i blandingen.
Lad dejen hvile på køl i 2 timer.
Dæk en bageplade med bagepapir, og bred dejen ud på pladen i et tyndt lag med en paletkniv. Sæt pladen i ovnen ved 80º i 10-15 min., til tuilen er let gylden.
Tag pladen ud af ovnen, og lad tuilen afkøle, til den er lun.
Skær trekanter med en skarp kniv, og hæng dem over et glas eller noget andet rundt, til de er helt kolde. På den måde bliver de krumme.
Anret desserten i små skåle med en kugle limemousse, og læg en tuile på toppen.
Pynt evt. med hakkede pistacienødder.

TIPS
Usaltede pistacienødder fås hos etniske grønthandlere eller i velassorterede supermarkeder.