Desserter og kager

Whoopie pie med hindbær

Whoopie pie er en helt ny trend, som måske bliver lige så stor som cupcakes. Her får du en opskrift på Whoopie pie med hindbær.
af Redaktionen 23.05.2012

Så er de her: Whoopies. Det er en fusion mellem en cupcake og en macaron, hvor frostingen fra cupcaken er lagt ind i mellem en overdimensioneret macaron. Kagen stammer fra Amish-bønderne i USA, men det gør den ikke mindre lækker.

Opskrift på whoopie pie med hindbær
(ca. 20 stk.)

Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.

Bunde:
100 g blødt smør
125 g sukker
1 æg
250 g mel
1 tsk. tørgær
½ tsk. bagepulver
2 knsp. salt
1 tsk. vaniljesukker
1 dl mælk
1 spsk. piskefløde

Creme:
200 g fromage frais
125 g friske hindbær
30 g flormelis.

Glasur:
2 spsk. flormelis
1 æggehvide
lidt citron- el. limesaft

Bunde: Pisk smør og sukker sammen, til det bliver blankt. Tilsæt ægget, og pisk på lav hastighed. Rør mel, tørgær, bagepulver, salt og vaniljesukker i blandingen, og tilsæt mælken lidt efter lidt. Rør fløden i til sidst. Varm ovnen op til 180°. Dæk 2 bageplader med bagepapir, og fordel dejen i lige store runde 'klatter' på størrelse med en femkrone. Dejen flyder lidt ud og hæver under bagningen. Brug gerne en sprøjtepose. Bag dem i 10-15 minutter, og lad dem køle af på papiret.

Creme: Rør fromage frais, hindbær og flormelis sammen, til det danner en jævn, fast creme (rør ikke for længe, da saften fra bærrene ellers gør cremen flydende). Saml kagerne ved at 'lime' dem sammen bund mod bund med cremen i midten. Pynt dem evt. med glasur eller køb farvestrålende kagekrymmel, og sæt det fast på siderne af kagerne, som du ser på billederne.

Find flere fristende sommerkager i galleriet nedenfor.