Drikke

Økologi og Slow-Food på Fejø

Det sjældne mikroklima på smålandsøen Fejø giver strålende vilkår til dyrkning af bl.a. æbler, og på den økologiske oplevelsesgård, Kernegaarden, bliver de bl.a. brugt til at lave en fantastisk økologisk cider.
af Henrik Kerrn-Jespersen / Foto: Jacob Termansen 24.06.2008

Initiativtageren til Fejøs lokale SlowFood-gruppe, Kai Winter, arbejder tæt sammen med Café Clara Frijs - bl.a. leverer han en fantastisk økologisk cider, som han selv producerer sammen med sin kone Anita. Deres økologiske oplevelsesgård, Kernegaarden, er endnu en god grund til et besøg på Fejø. To ferielejligheder venter på gæsterne, og i den økologiske have kan børn boltre sig mellem får, kaniner og høns.
»Øerne syd for Sjælland fortjener en plads på landkortet med alle de pragtfulde, lokale produkter, vi har hernede,« siger han, mens træerne på gårdens cideræbleplantage tjekkes efter. Årets æblehøst tegner godt, og få måneder senere ender de gode frugter som ufiltreret most eller liflig drik på små flasker, der sælges i gårdens butik og på udvalgte steder rundt om i landet.

Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.

Jo, Fejø er umiddelbart en sommerø. Alt blomstrer op fra maj til slutningen af august, hvor turisterne besøger øen, og havnen i Dybvig fyldes med lystsejlere. Men når kornet er høstet, og skolernes ferie lakker mod enden, bugner plantagerne af blåviolette blommer og frodige grene med dybrøde æbler og gulgrønne pærer. For fejbattingerne er dette den egentlige højsæson, og mellem lunefulde sensommerbyger myldrer det af aktivitet i plantagerne.


Hjemmelavet æblemost og ufiltreret
æblemost

ÆBLETRÆER
FRA NORMANDIET

Kai og Anita er på mange måder et godt eksempel på en ny type mennesker, der inden for de seneste år så småt har været med til at sparke nyt liv i de små lokalsamfund med uddøende små­byer og landbrug. De sadlede om oven på en mere hektisk tilværelse med bopæl i Gentofte og en karriere. I år 2000 overtog de Kernegaarden, hvor tilværelsen fremover skulle tegne sig mere rolig. Men det skete selvfølgelig ikke for det aktive par. Få år senere begyndte importerede æbletræer fra Frankrig at brede sig omkring gården. Siden er det kun gået fremad.

»I 2005 var vi med til at stifte selskabet ØCA (Økologiske Cideræble Avlere) med seks andre andelshavere og frugtavlere, og tilsammen har vi plantet over 4000 økologiske cideræbletræer fra Normandiet,« fortæller Kai Winter. Æblesorterne hedder Kermerrien, Douce Couet, Judeline, Douce Moen og Binet Rouge, og frugterne høstes hvert år i oktober. Herefter modner æblerne en måneds tid i gule kartoffelnet, før de presses til most og sættes til gæring. Under modningen udvikler æblerne sukkerstoffer, der er vigtige for gæringsprocessen, og resultatet er en hjemmelavet cider, der er fuldt på højde med de kendte nordfranske. Og hvem ved? Inden længe ser den første æblebrændevin formentlig også dagens lys på Kernegaarden.