
Du er måske typen, der ikke kan undvære et dagligt skud caffé latte? Det kan være en dyr affære, når kaffen koster op mod 40 kr. pr. kop. Så hvorfor ikke lære at lave den selv? Det kræver godt nok, at du investerer i en god espressomaskine, eventuelt en god kaffekværn og en mælkesteamer. Men hvis du bruger flere hundrede kroner på kaffe om ugen, så er pengene for udstyret hurtigt tjent ind igen.
Få en stor guide over de bedste espressomaskiner
Øv dig og få oparbejdet de gode rutiner
Når du har udstyret i orden, så handler det meget om at få opbygget de gode vaner og hele tiden holde øje med, hvad du gør når espressoen bliver god eller for den sags skyld dårlig. Det gamle ordsprog "øvelse gør mester" er meget gældende, når det handler om espressobrygning.
"Selvom du laver din espresso af kvalitetsbønner, så kan meget i selve brygningen gå galt, og resultatet kan ende med at blive en dårlig kop kaffe. Det handler meget om at få oparbejdet de gode rutiner, så espressoen i sidste ende bliver lige god hver gang, man laver den, " forklarer den danske Barista verdensmester Troels Overdal Poulsen fra Kontra Kaffe.
Her er verdensmesterens tips til den perfekte caffé latte:
Brygning
- Nymalet kaffe smager bedst - få fat på en god kværn og brug så friskristede espressobønner som muligt
- Dosér kaffen i dit bryghåndtag, ca.14 gram eller til det er fyldt, og jævnt fordelt. Brug evt. fingrene til fordelingen. Tamp først meget let for at sikre et lige tamp, bank derefter forsigtigt på bryghåndtagets side for at løsne kaffe, der måtte sidde på indersiden.
- Det er vigtigt med en god stamper, der passer til dit bryghåndtag. Kaffen skal stampes hårdt (ca. 20 kg. vægt) og vandret. Gør man ikke det, finder vandet den nemmeste vej gennem kaffen og ekstraktionen i hver kop bliver uensartet. Tip: Hvis du vil teste om du stamper hårdt nok, så afprøv dit pres på en badevægt og pres til den er på 20 kg. På den måde kan du lære trykket at kende.
- Espressoen bør løbe imellem 20 og 30 sekunder, fylde ca. 3 cl. Og have et brunligt, nøddefarvet cremalag. Hvis den løber hurtigere igennem har du muligvis malet bønnerne for groft eller ikke stampet hårdt nok, og omvendt hvis den løber langsommere igennem. Så må du prøve at lave en ny kop, hvor du justerer på malingsgraden og hvor hårdt, du trykker stamperen ned.
- Når du justerer kværnen, så gør det 1-2 "hak" ad gangen, så du kan følge med i udviklingen. Kværnen skal arbejde i 4-5 sekunder, før justeringen reelt har fundet sted.
Mælkesteaming
- Introducér luft i mælken ved at holde steamtippen lige ved overfladen indtil legemstemperatur, mærk efter med hånden undervejs og sørg for at bevare kontrollen.
- Bring mælken til rotation ved at placere steamtippen lige under overfladen langs kandens side. Undgå at introducere luft.
- Sluk for steameren ved 60 grader. (Når håndfladen er nødt til at slippe kanden)
- Tør steameren af med en fugtig klud. Husk at lukke damp ud af steameren både før (ellers får du vand ned i mælken) og efter steaming.
Ifølge Troels Overdal Poulsen findes der ikke en facitliste for, hvor fint bønnerne skal males, eller præcist hvor mange sekunder mælken skal steames. Det vigtigste er, at du lærer, hvordan DU kan lave en god kaffe, og at du får oparbejdet faste rutiner for kaffebrygningen. Det behøver ikke at være svært, det er meget et spørgsmål om at prøve at gentage simple arbejdsgange, så man kan styre resultatet. På den måde er det ikke længere er held, men derimod hårdt arbejde og erfaring, der skaber den perfekte caffé latte.