Vælg den rettet gryde
Tips og tricks

Vælg den rette gryde

af Marianne Kastberg og Anita Banner 5.04.2016
Foto: Karna Maffait
Den rigtige gryde er et must, når det gælder madlavningen. Her får du en guide til at vælge den rette gryde til komfuret og undgå, at maden brænder på.
Gryder er ikke bare gryder. Det materiale, de er lavet af, har stor betydning for, at maden ikke brænder på, når du er i sving i køkkenet. Vi guider dig gennem gryde-junglen. Når du køber nye gryder og pander, er det altid værd først at overveje, hvad de skal bruges til. Det ideelle kogegrej leder varmen hurtigt til maden og holder længe på den. Det er let som en fjer, nemt at gøre rent og helst ikke for dyrt. De materialer, vi kender i dag, kan leve op til mange af kravene, men der er plusser og minusser ved dem alle. Rustfrit stål Et meget stærkt, holdbart og hygiejnisk materiale, der er ideelt til de daglige gryder. Du kan piske lyse saucer og kagecreme i gryderne, uden at maden bliver misfarvet, og du kan uden risiko – såfremt den ikke har en teflonbelægning – opbevare madvarer i gryden, uden at materialet eller maden tager skade. Og det er nemt at holde pænt år efter år. Rustfrit stål er i sig selv en dårlig varmeleder og bedre egnet til kogning end stegning. Derfor har gryder og pander af rustfrit stål en sandwichbund af kobber eller aluminium, som leder varmen godt. Rustfrit stål tåler opvask i maskine.

7 ting du aldrig må komme i opvaskemaskinen

Aluminium Er ikke særlig holdbart. Til gengæld leder det varmen hurtigt og jævnt til bund og sider, og det er velegnet til både kogning og stegning. Aluminium er et blødt metal, der kan afgive små mængder aluminium til maden, især hvis man pisker i retten, eller hvis den er sur eller salt. Aluminium er ikke giftigt, men salt og syre kan give små huller i aluminiummet, og en grå sauce er ikke noget kønt syn. Undgå derfor at bruge aluminiumsgryder til opbagninger og lyse saucer. Aluminium bliver ødelagt af opvaskemaskinen. Eloxeret aluminium Nogle aluminiumsgryder er glatte og blanke på indersiden. De er eloxerede. Eloxeret aluminium afgiver mindre aluminium til maden. Til gengæld slides det af metalredskaber.

Få 13 gode husmortips til køkkenet

Slip let-belægninger Grundmaterialet for gryder og pander med slip let-belægning er som regel aluminium, derfor har de samme gode varmefordeling som andre aluminiumsgryder og -pander. Fordelene ved kogegrej med slip let er åbenlyse: Rengøringen går nemt med almindeligt håndopvaskemiddel, og maden hænger ikke så let i. Belægningen kan enten være plast, fx teflon, eller titanoxid. Titanbelægningen er den mest slidstærke. Den tåler, at man bruger metalredskaber – det gør teflon ikke. Men selv om teflon skaller af, kan kogegrejet godt bruges alligevel – hverken belægning eller aluminium er giftig. Støbejern Er meget tungt og fordeler varmen ret ujævnt. Til gengæld er det holdbart og velegnet til stegning og gryderetter, fordi det holder godt på varmen. Støbejern kan misfarve maden, især lyse retter. Det er ikke farligt, men ser uappetitligt ud. Ubehandlet støbejern kan ruste, men man kan beskytte gryder mod rust ved at smøre dem ind i olie og undlade at lægge låg på efter rengøring, før gryden er helt tør i bunden. Støbejernsgryder og -pander kan ikke tåle at komme i opvaskemaskinen – vask dem i stedet af i varmt vand uden sæbe, da sæbe udtørrer støbejernet. Vil du absolut bruge opvaskemiddel, skal du smøre gryden ind i lidt madolie bagefter. Emaljeret støbejern Er ikke så solidt som støbejern. Stød, slag, temperaturchok, sure madvarer og skurepulver ødelægger emaljen. Til gengæld misfarver det ikke maden. Kobber Er en fortrinlig varmeleder. Det leder varmen seks gange så godt som jern og er derfor særdeles velegnet til gryder og pander. Kobbergryder og -pander er også meget smukke og dyre. Kobber er giftigt, derfor er kogegrej af kobber belagt med et andet metal indvendigt, typisk stål, sølv eller tin. Bliver belægningen ødelagt, må gryden eller panden kasseres, eller belægningen fornys. Kobbergryder kan pudses udvendigt med 40 g citronsyre opløst i 1 l vand. Nemme gryderetter kan sagtens være god gæstemad – snup vores bedste opskrift her!