Pynt med pæoner

Pæoner er ualmindelige yndige at pynte med. Her kan du se, hvordan du laver en overdådig buket og et sommerligt kræmmerhus

Søndag d. 18. oktober 2009 - af SUSIE HELSING NIELSEN OG PIA BUUSMANN. FOTO: JES BUUSMANN, SCANPIX, m.fl.

Et sommerligt kræmmerhus

Det skal du bruge:

1 stykke papir med gammel skrift i målene
45 x 45 cm
• Klipsemaskine
• 2 forskellige slags brede sløjfebånd, ca. 50 cm lange
• 1 gammel hattenål
• Limstift eller hvid hobbylim
• Pæoner
• Judaspenge
• Latyrus
• Havre
• Jomfru i det grønne
• Frøkenhat
• Vådt køkkenrulle
• 1 stykke plast
• 1 elastik

Sådan gør du:
Fold et kræmmerhus af det mønstrede papir, og sørg for, at det får en pæn spids. Klips det sammen i siderne.
Læg et sløjfebånd dobbelt til ophæng, og klips det på.
Klip det andet stykke sløjfebånd til, så det kan nå rundt om kræmmerhuset, og lim det på.
Stik hattenålen ned bag båndet. Fjern blade og sideskud fra blomsterstilkene, og lav en lille buket.
Pak stilkene ind i vådt køkkenrulle, læg plast om, og sæt det fast med en elastik.
Sæt buketten i kræmmerhuset.

Brug det som værtindegave, eller hæng det på ryggen af en havestol.


En overdådig buket

Det skal du bruge:
• Udsprungne pæoner
• Latyrus
• Løvemund
• Scabiosa
• Løvefod
• Saks
• En kande

Sådan gør du :
Rens alle blomsterstilkene for blade og sideskud. Læg dem på et bord i grupper.
Tag nu skiftevis en blomst fra hver gruppe, så der bliver god variation i buketten. Lad løvemund stikke lidt op fra buketten, når du lægger dem til.
Når buketten har den ønskede størrelse, klipper du af stilkene, så de passer til kanden.