Sådan får du din orkidé til at blomstre igen

En smuk orkidé
Foto: Jytte Boch

Orkidéer blomstrer overdådigt og længe ─ bortset fra når de ikke gør det. Orkidéen er en frustrerende plante at se gå til i vindueskarmen. Her er 5 lette tips til, hvordan du får din orkidé til at blomstre igen.

Fredag, 9. november 2018 - 14:14 - af Max Martinussen & Hans Christiansen & Jytte Boch

Phalaenopsis, som Orkidéen hedder, er populær og gavmild, når den trives. Når en blomsterstængel begynder at rejse sig fra potten, så kan man ikke andet end at glæde sig, og se frem til de imponerende blomster, der pryder boligen på fineste vis.

Men når der ikke sker noget, og der blot står en nøgen stængel i potten, er det knap så spændende, og den manglende blomstring skyldes altid en form for mistrivsel. Her er 5 gode råd til, hvordan du hurtigt retter op på dine orkidéer.

Læs mere: Forført af orkidéer


 

5 almindelige orkidé-problemer - og hvordan du fikser dem

Hvis orkidéen ikke vil blomstre:
Hvis din plante ikke vil blomstre igen, så er det oftest fordi, den ingen rødder har. Orkideer er som regel plantet i bark som formulder med tiden, og efter ca. 2 år får rødderne ikke længere ilt og rådner. Omplant orkidéerne i GreenMix eller lignende orkidéjord, og din plante vil blomstre igen efter noget tid.
 
Hvis knopperne drysser af:
Blomsterknopper der går i stå og falder af skyldes at planten får for lidt eller for meget vand. Det kan også skyldes, at den står for mørkt i vinterhalvåret. Stil potten lyst i et øst- eller vestvendt vindue. 
 
Hvis bladene visner:
Brune eller visne blade kan skyldes manglende vanding, eller at orkidéen bliver solskoldet. Ret op på problemet ved at skåne planten for sol mellem kl. 9 og 18 for en tid, og sæt så planten i et østvendt, vestvendt eller lyst nordvendt vindue. 
 
Hvis bladene får sorte pletter:
Din orkidé er ramt af svamp. Det skyldes at rødderne står i for våd bark, der klasker sammen om rødderne. Det kræver en omplantning i frisk GreenMix.
 
Hvis bladene er blege:
Bliver bladene for lyse, kan det skyldes direkte sol, eller mangel på gødning. Flyt potten til et lyst vindue uden sol ─ eller giv lidt orkidégødning. 
 
Følg disse råd, og hav lidt tålmodighed, så vil du snart se blomterstængler rejse sig fra orkidéens potte med et løfte om rig blomstring. 
 
 

Læs mere om:

Læs også:

Få din buket til at holde længere