Bambus - superplanten med de mange egenskaber

Bambus i haven

Bambus har en utrolig vækstkraft, og kan bruges til nærmest alt - lige fra mad til køkkenredskaber, tæpper, møbler og tekstiler. Bliv klogere på dyrkning af bambus i Danmark her!

Fredag, 24. august 2018 - 9:56 - Af Arild Sandgren. Foto: Jytte Boch og Colourbox.

Bambus betragtes fortsat af mange som en eksotisk haveplante, men den er meget hårdfør og har været dyrket i Danmark i næsten 100 år. Gul bambus, Fargesia murielae, er den mest almindelige art i danske haver. Planten har en opret vækst og kan blive op til fire meter høj, med en højde på ca. to meter som det normale på vore breddegrader. Her kan du læse mere om bambus, og hvordan du dyrker det i din egen have.

Se også: 4 tips til at forlænge sommeren på terrassen

Bambusplantens mange egenskaber

Bambus er et fællesnavn for arter i flere planteslægter i græsfamilien. Vildtvoksende bambus forekommer i de fleste tropiske og subtropiske egne i Afrika, Australien, Asien samt Mellem- og Sydamerika, men de fleste af os forbinder den nok med Kina. Det skyldes formentlig pandaen, som elsker bambus og er helt afhængig af denne plante for at overleve.

Selvom bambus er medlem af græsfamilien og af mange betragtes som en prydgræs, er de fleste af de ca. 1.000 arter træagtige. Mange af dem kan danne tætte, uigennemtrængelige skove. Kæmpebambus, Dendrocalamus giganteus, som vokser på Sri Lanka, kan således blive op til 40 meter høj og kan i regntiden vokse næsten en halv meter i døgnet! 

Bambus er spiselig, og mange kender bambusskud fra det kinesiske køkken. Også de nødder og frugter, som nogle arter sætter efter blomstring, kan spises. Bambusved er meget hårdt, faktisk hårdere end de fleste træsorter. Derfor anvendes bambus i stigende grad i produktionen af alt fra møbler til gulvmaterialer. Bambusfibrene bruges også i tekstilindustrien. 

Mere grøn inspiration: Sådan får du succes med dit æbletræ

Bambusplanten består af en stamme, som vi kender som bambusrør, samt grene og blade. Et rør har en levetid på maks. 20 år, hvorefter det dør. Planten danner hele tiden nye rør, som udgår fra rhizomerne, de underjordiske rødder. En bambus dør altså ikke, blot fordi et rør eller to visner ned. Man kan bare fjerne de visne rør. Bambus kan fint beskæres, det gøres forår eller sensommer alt efter arten. 

Bambus blomstrer sjældent, der kan gå 100 år eller mere, herefter visner de fleste arter ned og dør. Danmark oplevede i 1976 landsdækkende bambus-massedød, da tusindvis af gul bambus blomstrede samtidig og derefter gik ud. De var opformeret fra én og samme plante, og blomstringstidspunktet lå indkodet i deres gener. Fænomenet gentog sig i halvfemserne, og i 2006 kom turen til sort bambus. Dette bør dog ikke afskrække én fra at plante bambus i haven, da der som sagt kan gå mange år inden en eventuel blomstring. 

Sådan dyrker du bambus i haven

En stor kvalitet ved bambus er, at den er stedsegrøn og giver et grønt pift i haven på en årstid, hvor det er stærkt tiltrængt. Gul bambus trives i en let fugtig, men veldrænet jord og helst i halv skygge. Den tåler dog fuld sol. Vand gerne bambus i vinterens milde og frostfri perioder for at undgå, at den tørrer ud og dør. Den klarer vintertemperaturer med tocifrede minusgrader i fin stil, når blot kuldeperioden ikke varer for længe.

Af andre bambusarter, som kan klare sig i det danske klima, kan nævnes Phyllostachys aureosculata ’Aureocaulis’, som bliver op til fem meter høj og har rør så tykke som fiskestænger. Phyllostachys bissettii er en anden stor og hårdfør bambus, mens visse sorter af furebambus har elegante sorte rør. Også kurilerbambus, Sasa kurilensis, palmebladet bambus, Sasa palmata, og Bashania fargesii trives i det danske klima. Med den sidstnævnte skal man dog være opmærksom på, at den kan være svær at styre, da den sætter udløbere i helt ned til en meters dybde.

Læs også: 10 smukke planter til din pergola

Læs mere om:

Læs også:

Bognødder
Dyrk citrustræer inde og ude