Mirabeller
Frugter & Bær

Mageløse mirabeller - dyrkning og beskæring

af Susie Helsing Nielsen pg Hanne Wind-Hansen. Styling og 19.10.2009
opskrifter: Anna Hedegaard/engle-blomst.com. Foto: Jakob Valling/valling.com og Jess Buusmann.
Mirabeller er nemme at dyrke, og vælger du de rette sorter, kan du glæde dig over søde smagsoplevelser og en god høst. Få vores bedste tips til dyrkning og beskæring her!

Mirabeller er sunde og lette at have med at gøre. Vil du dyrke mirabeller for frugtens skyld, vil du få det bedste udbytte, hvis planten sættes et solrigt sted. Bedste plantetidspunkt er fra september til november. Mirabellerne er modne, når de slipper grenen, så snart du trækker i dem.

En mirabelle er en lille blomme med sæson i juli-august. Man kan ikke købe dem i butikkerne, så hvis ikke man har dem i egen have, finder man dem i hegn mellem marker eller vildt i naturen. Mirabellen er fin og lille og kan være gul eller rød, og når den bærer frugt, er der som regel mange på én gang.

Se også: Råsyltede mirabeller med vanilje

Træet, som egentlig er en busk, kan blive meget høje, og frugterne hænger ofte drilagtigt højt og utilnærmeligt, da man jo sjældent har en stige med på tur. Mirabelle er en høj busk eller et lille træ med torne på alle grene. Under optimale forhold kan den blive 8-10 m i højden.

Mirabeller har sjældent meget kraftig smag, og nogle er nærmest smagløse og tørre i kødet, mens andre kan være syrligt-søde og saftige. De er bedst til marmelade og kompot, grød og chutney, som vinder mest ved at være sødet uden at overdøve mirabellens friske syrlighed.

Beskær på det rette tidspunkt

Mirabeller er - ligesom andre træer og buske inden for rosenfamilien - modtagelige for svampesygdommen sølvglans. Hvis du beskærer i perioden midten af juli til midten af september, vil træerne være i fuld vækst og kan derfor lukke sårene med det samme, så den skadelige svamp ikke kan trænge ind. Bliver dit træ alligevel ramt af svamp, så sørg for at fjerne angrebne grene straks. Brænd de angrebne grene, og desinficer din saks i sprit for hvert klip.

Mere haveinspiration: Sådan får du succes med blommer

Hvis der sidder døde grene på træet, eller du opdager, at blade og skud er ved at visne på en gren, skal du fjerne de angrebne dele helt ned til sundt ved. Når du klipper grenen af, skal ringen under barken være grøn og veddet lyst og fint. Så er du sikker på at være nået ned til sundt ved. Hvis der er grene, som gnider op ad hinanden, skal du fjerne den ene af grenene, så der ikke udvikles et stort åbent sår.

Skønne mirabelle-sorter

  • Prunus cerasifera, 'Carlsen Skiødt': Store mørkerøde frugter, som modner i august-september. Træet har en kraftig vækst.
  • Prunus cerasifera, 'First': Store gule frugter, som modner i juli-august. Træet har en middel vækst.
  • Prunus cerasifera, 'Magda Jensen': Middelstore mørkerøde frugter, som modner i juli-august. Træet har en kraftigt vækst.
  • Prunus cerasifera, 'Unika': Smukke runde røde frugter med blodrødt frugtkød i august-september. Træet har en middel vækst.