Thalictrum delavayi, Violfrøstjerne, er en letløvet staude.
Blomster & Planter

Pasning og pleje af Violfrøstjerne

Tekst og 11.01.2017
foto: Kenn Römer-Bruhn
Thalictrum delavayi, Violfrøstjerne, er en utrolig køn, letløvet staude, som nærmest ligner et brudeslør af dobbelte violette blomster. Den blomstrer længe og er rigtig god som snitblomst. Læs mere om planten her.
Thalictrum delavayi, Violfrøstjerne, er rigtig god som baggrund i blomsterbedet, i skovhaven eller i surbundsbedet. Med dens lette, høje stilke giver den et smukt udgangspunkt for resten af bedet. For at få fuldt udbytte af de yndige blomster kan du plante den foran en stedsegrøn busk el.lign., da du så i højere grad vil lægge mærke til den. Læs også: Verbena bonariensis, Kæmpeverbena

Plantefakta: Thalictrum delavayi, Violfrøstjerne

  • Højde: 120-180 cm
  • Blomsterfarve: Lyserød
  • Blomstring: Juli til september
  • Placering: Sol til halvskygge
  • Jord: Let fugtig og veldrænet
  • Pasning: Dæk den til ved særligt varm middagssol
  • Planteafstand: 50 cm
  • Giftig: Nej
Køb frø til Thalictrum delavayi her. Thalictrum delavayi er ikke super krævende, og den er forholdsvis hårdfør, men den mistrives dog i varme og tørre somre. Derfor bør du skærme den for den værste middagssol, hvis du har mulighed for det. Den kan nemlig godt tage skade og i værste fald visne helt, hvis den får det for varmt. Har foråret været koldt, kan den godt være længe undervejs, så du skal ikke fortvivle, hvis blomsterne lader vente på sig. Planten vil blot sætte dem senere, og så har du til gengæld noget at se frem til. Den får let og lysegrønt løv, som ikke vokser sig højere end omkring 30 cm. Det er ret karakteristisk for denne plante, da det giver blomsterstilkene mulighed for at stråle endnu mere, da de ikke skal kæmpe om pladsen med de grønne blade. Afhængigt af, hvor varm sensommeren er, kan Thalictrum delavayi så sig selv rundtomkring i haven. Da den har en forholdsvis sen blomstring, er det ikke altid, at den kan nå at sætte frø. Men er sensommeren varm, kan du enten lade den gøre arbejdet selv, eller du kan hjælpe den lidt på vej ved selv at tage frøene og så dem. Du kan forspire planten fra december til marts måned. Thalictrum delavayi er meget velegnet som snitblomst og går til de fleste buketter. Med dens yndige udseende giver den en lethed til buketten, og den sarte lyserøde farve står godt sammen med de fleste andre farver.