forside_tv-mobel_hack_med_farvekode
Hus

Er du også vild med Cecilies blå trappe? Hun giver dig farvekoden her, så du kan hoppe med på trenden

af Lene Hardt Andresen. Styling: Mette B. Seerup. Foto: Pia Winther. Redigeret til web 12.08.2022
Cecilie Lützhøft Skou blander pasteller med loppefund i rækkehuset i Hellerup. Intuition er det vigtigste redskab, når hun indretter sit hjem, der skal kunne bruges til både hverdag og fest.

Stuen er husets hjerte og et naturligt samlingspunkt for hele familien. Tre gamle sofaer er placeret i en hestesko og indbyder til fordybelse og lange samtaler. Sofaerne er alle DBA-fund, som Cecilie Lützhøft Skou har fået ombetrukket.

– Da jeg fandt dem, så de nærmest farlige ud, og jeg er sikker på, at mange ville have tænkt, at de ikke var noget værd. Men jeg kunne se muligheden i dem, og jeg er virkelig glad for resultatet, siger hun.

Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.

Cecilie har en kærlighed til antikke ting, og hun upcycler meget af det, hun køber, så det passer ind i hjemmet. F.eks. den blå stol i entréen der har fulgt hende, siden hun var teenager. Den er imidlertid blevet malet og ombetrukket en del gange siden. Hun impulskøber aldrig, og fælles for alle indretningsvalg er, at de er tænkt grundigt igennem. Ud over at skulle være smukke og passe ind skal tingene nemlig også være funktionelle.

– Jeg kunne aldrig drømme om at købe noget, som ikke kan bruges i hjemmet. Selvfølgelig køber jeg pyntegenstande, men det er vigtigt for mig, at det ikke bare bliver en scene, som er smuk at se på – det skal rent faktisk kunne bruges, siger hun.

Et spørgsmål om intuition

De upcyclede møbler får modspil af mere moderne valg såsom den lyseblå trappe og det pastelgule skab fra Mia Lagerman, der står placeret som et skuestykke i spisestuen.

– Jeg indretter med mange farver, men jeg ønsker ikke at bo i et hjem, hvor man bliver helt rundtosset af at være. Jeg synes, at det er lykkedes at skabe en god balance – måske fordi væggene er holdt i neutrale farver, siger hun.

Farvevalg og indretning er for Cecilie et spørgsmål om følelser. I sidste ende stoler hun på, at mavefornemmelsen altid guider hende i den rigtige retning.

– Den følelse, jeg får, er svær at beskrive, men det er en intuition, der kommer indefra. Hvis jeg har den mindste tvivl, ved jeg, at det ikke er rigtigt endnu, siger hun.

Sådan var det blandt andet med de farvekoordinerede bøger i stuen, der ad flere omgange blev rykket rundt, før hun var sikker på, at de stod på deres rigtige plads.

Det forholder sig sådan med de fleste ting i Cecilies hjem, og det kræver ofte mange timers spekulationer, før mavefornemmelsen viser sig. Det gør hende dog ikke noget, for hun elsker at fordybe sig i indretning.

– Det er min helt store passion, og jeg synes selv, at jeg har et godt blik for indretning og for at skabe et sted, hvor man føler sig hjemme, siger hun.

Netop at have et hyggeligt hjem, hvor folk kan lide at komme, er vigtigt for Cecilie. Hun elsker at invitere venner og familie, og hun vælger så vidt muligt at holde livets store begivenheder hjemme.

– Den sidste store fest, vi holdt, var min 30-års fødselsdag, hvor andensalen blev indviet som dansegulv. Trappen var nymalet på det tidspunkt, og den fik mange mærker i løbet af aftenen, siger hun og beklager ikke festskrammerne, tværtimod:

– Jeg synes, at der er et eller andet fint i at give huset den historie. Jeg vil hellere have, at det bliver brugt, end at her er helt perfekt.

Kom indenfor i Cecilies farverige hjem

cecilie_indretter_med_mavefornemmelsen_portraet

Hvem?

Cecilie Lützhøft Skou, 30 år og jurist, sammen med kæresten, Søren på 33 år, og datteren Barbara på 1 år. @_undermyroof

Hvad?

Rækkehus på 228 m² fordelt på tre etager i Hellerup.

spisestue_pasteller_reol_maling-fra-farrow-and-ball_stole-af-david-thulstrup

Det blå spisebord fra Muller Van Severen er lavet af plastik og derfor praktisk, når man har børn med små nysgerrige fedtfingre. Rundt om bordet står stolene Arv af David Thulstrup, og væggene er malet i farven Elephant’s Breath fra Farrow & Ball.

trappe-med-farvekode-entre

Mal trappen i en fremstående farve for at give rummet karakter og skabe sammenhæng mellem husets etager. Her i farven NCS S 1040-R90B – en lys blå, der giver ro i entréen. Udnyt pladsen under trappen til at skabe et hyggeligt hjørne. Her med en bambussofa, som oprindeligt er købt som en sideseng. Den er – ligesom de andre rattanmøbler – købt på DBA. Hynden og puderne er specialfremstillet, og billedet er et loppefund.

indbygget-bogreol_kunst-stue-sofaer-sofabord

Ved at farvesortere dine bøger giver du ro til øjet. I stedet for at samle dem fra ende til anden i regnbuens farver, kan felterne mikses mellem hinanden for at give bogreolen lidt kant. Sofaerne er alle ombetrukne loppefund, litografiet er af Eske Kath, og gulvtæppet er fra Pure Carpet.

koekken_blaa_hylder-med-keramik

I stedet for at skifte et velfungerende køkken ud kan det få en makeover med malerpenslen. Leg med farverne, og vælg en nuance, der spiller op imod bordpladen. Fronterne er malet i farven NCS S 1020-R90B, og væggene har farven Slipper Satin fra Farrow & Ball.

farver_stue_mintgroen-bord-sofabord_bogreol_stribet-sofa

Når du sætter ombetrukne genbrugsfund sammen med moderne møbler, opnår du et spændende miks mellem nyt og gammelt. Det blå sidebord i genbrugsglas er designet af Sebastian Herkner og fås i Beau Marché, og det lyserøde sidebord er fra Gubi. Lysestagerne er fra den franske keramiker Jean Roger.

spisekrog-med-baenk-spisebord-lysestage-opslagstavle

Ved at sy dine egne puder i smukke stoffer kan du skabe personlighed i indretningen. Den stribede pude er købt i en butik i Thisvilde, mens den blå er hjemmelavet. Både bord og opslagstavle er snedkereret til huset.

sovevaerelse-med-seng-sengetaeppe-gardiner-med-blomster-gubi-lampe

Når resten af rummet er roligt, kan der skabes blikfang i indretningen med mønstrede gardiner. Her i stof fra Josef Frank. Lampen er fra Gubi, mens både sengegavl og -tæppe er hjemmelavet.

kig_litografi-stol-erik-a-frandsen-arvestykker

Hvis et hjem er præget af støvede pastelfarver, kan der skabes god kontrast ved at give et enkelt møbel en elektrisk farve. Stolen er fra Cecilies barndomshjem, og litografiet på gæstetoilettet er af Erik A. Frandsen.

farvet-lampe_gul-lampefod-med-moenstret-lampeskaerm_kunst-af-emily-gernild

Bordlamper er både en nem og hyggelig måde at snige mere lys ind i hjemmet. Her en vintagelampe fra Heiberg med en skærm fra Ordrup Husflid. Skålen er et genbrugsfund, og billedet er et værk af Emily Gernild.

malet-trappe-lyseblaa-dueblaa-baenk-lampe-gulvtaeppe

Brug en smal bænk i en aflang gang til at skabe små stilleben, der giver rummet personlighed. Bænken er fra Ikea, lampen er en Murano, og tæppet er købt på en rejse.

kunst_lampeskaerm_groen-lampefod_ordrup-husflid_landkort.

Et sidebord med en slidt bordplade kan nemt få nyt liv med en bakke i en sjov farve. Bakkebordet her er snedkereret. Lampen er vintage med en skærm fra Ordrup Husflid, og det gamle landkort over Paris er fra Cecilies mor.

badevaerelse-missoni-afdeampet-farve-spejl

Badeværelset er et af de sværere rum at indrette, men med nips kan man nemt snige et personligt præg ind. Mal væggen i en afdæmpet farve for at skabe rolige omgivelser. Håndklædet er fra Missoni.