ulka_fabrek
Hus

Ann-Sophies græsgrønne gulve og babyblå trappe virker måske forstyrrende for nogen: ”Men for mig giver det ro”

af Lene Hardt Andresen og Kristinna Andreasen. Redigeret til web. Foto: Mia Mortensen 27.06.2022
Der er smæk på farverne hos Ann-Sophie Ulka Faust, som for hende er med til at give følelsen af hjemlig ro i en hektisk hverdag. Hun lever efter devisen om, at indretning aldrig må blive kedelig, og derfor er murermestervillaen i Odense i konstant bevægelse.

Så vidt muligt samles Ann-Sophie Ulka Faust med sin mand Kasper og deres tre sønner til pizza, bland-selv-slik og familiehygge i den store, cognacfarvede flyder hver eneste fredag. Familielivet vægtes højt blandt store såvel som små, og derfor er det vigtigt, at hjemmet består af rolige rammer, som kan rumme hverdagen.

Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.

– Min hverdag er meget hektisk i kraft af, at jeg er selvstændig og på hjemmefronten har tre børn. Derfor har jeg bare brug for, at der er ro omkring mig, når jeg kommer hjem, siger Ann-Sophie.

Når hun træder ind ad hoveddøren i murermestervillaen efter en arbejdsdag, er det første, der møder hende den lyseblå trappe, som får modspil af små lyserøde og orange glimt. De små farveeksplosioner op imod store, neutrale flader er for Ann-Sophie med til at skabe ro for øjet.

Selv om hele farvepaletten er i spil, er det især de mere douchede pasteller, der får en plads i hjemmet. Blålige og lyserøde nuancer skaber en tydelig rød tråd gennem alle husets rum og giver plads til en særlig form for harmoni. Hun er dog godt klar over, hvad der for hende er lig med ro, vil for andre være forstyrrende.

– Nogle mennesker vil tænke, at den blå farve på trappen forstyrrer helt vildt meget, men for mig giver det bare mening. Det giver mig en ro og hjemlig følelse, og det betyder så meget, at jeg kan slappe af i hjemmet, siger hun.

Harmoniske valg

Det er ikke kun trappen, der har fået et friskt pust med farvepenslen. Også linoleumsgulvet i køkkenet gik fra beige til grønt, da Ann-Sophie pludselig fik en fiks idé om at trække farverne fra haven ind i køkkenet.

– Farver og former har altid gjort mig glad. Om det er kunst, keramik, puder eller en smuk glasvase, elsker jeg at skabe harmoni ved at sammensætte forskellige farver og former.

Af den grund er der også stor udskiftning i interiøret hjemme ved Ann-Sophie. Når først en genstand har fået sparket, kommer den i kælderen for en stund, indtil det bliver besluttet, om den skal gemmes eller videre til nogen, der vil værdsætte den mere.

– Indretningen må aldrig blive kedelig, og derfor elsker jeg at rykke rundt på vores møbler og tilføre nyt. Det er højest sandsynligt, at vores køkkengulv allerede har en anden farve om et par år, smiler hun.

Én ting, der imidlertid ikke ændres på foreløbig, er det adskilte køkken og spisestue. Selv om det er en noget atypisk holdning, er Ann-Sophie glad for, at de ikke har et køkkenalrum, som skal kunne rumme alle hverdagens facetter. Endnu engang ligger forklaringen i behovet for ro og harmoni.

– Køkkenalrum kan virke rodede og kaotiske, når man er samlet mange mennesker. Jeg er virkelig glad for, at vi har et køkken, hvor vi kan rode helt vildt og stadig have gæster inde i spisestuen, hvor der er pænt og roligt, siger hun.

Gå på opdagelse i det farverige univers

Hvem?

Ann-Sophie Ulka Faust, 35 år og stifter og creative director i interiørforetagendet Fabrek, sammen med sin mand, Kasper, og deres tre sønner.

Hvad?

135 m² murermestervilla i Odense M.

portaet_folge

Ann-Sophie er indehaver og creative director i det populære interiørforetagende Fabrek, som forhandler og producerer farverigt og unikt interiør, der sælges i hele verden. Lampen er fra Heiberg med lilla skærm fra Fabrek.

dayly-furniture_vilhelm-lauritsen_spisestue_missoni_fabrek

Runde spiseborde er blevet populære. Det samler familien på en måde, hvor ingen sidder for bordenden og gør det nemmere at inkludere alle i samtalen. Spisebordet er fra Dayly Furniture, stolene er Wegners Y-stole, mens Radiohus-pendlerne af Vilhelm Lauritsen er fundet vintage. Den brune vase er fra Missoni, mens glas og keramik er fra Fabrek.

arne-jacobsen_christina-lundsteen_montana_pasteller

Interiør i farverigt glas lyser de klassiske Montana-moduler op, mens de inddelte rum er ideelle til små stilleben. Vaserne er fra GlassBlow, plakat fra Fabrek, lampe fra Pink Rose og det resterende er diverse vintagefund. Det hyggelige læsehjørne er skabt med Charlottenborg stolen af Arne Jacobsen i robust rattan, mens pølsepuden fra Christina Lundsteen giver et kontrastfyldt udtryk til de mange pasteller.

boerge-mogensen_folkestol_baenk_tvis-koekkener

Bordet er dækket med kop af Peter Shire og ternet fad fra Skæv Keramik. Det sandfarvede køkken fra Tvis Køkkener har røde undertoner, og som sammen med gulvets komplementærfarve grøn, skaber et harmonisk rum, man får lyst til at opholde sig i. Spisebordet i egetræ er fundet brugt, mens folkestolen fra Børge Mogensen i den originale blå farve er med til at samle indretningen.

koekken_tvis_folkestol

Ved at male eller lægge et gulv i en markant kontrastfarve skabes der stor effekt – her i en glad, grøn farve.

Tip: Hvis du trænger til hurtig forandring i hjemmet, der virkelig batter, kan du male fronterne i en frisk farve, som gør dig glad.

Q&A med Ann-Sophie Ulka Faust

Hvad er din favorit-interiørbutik – udover Fabrek?

Jeg elsker at komme i Stilleben og Dora Dora. Derudover besøger jeg altid Minimarkt, når jeg er i Hamborg,

Hvad i hjemmet har størst affektionsværdi for dig?

Da jeg lige havde mødt min mand for 12 år siden, købte vi et vintage Bjørn Wiinblad-billede på auktion, som jeg var helt forelsket i. Det har fulgt os lige siden og betyder meget for mig, fordi det var det første, vi købte sammen.

Hvad er din største indretningsbommert?

Vi boede engang i en lejlighed på 50 m², hvor jeg malede vores bord og lamper i samme mintfarvede nuance. Det blev lidt for meget et mint-hjem, og jeg kan huske, at mine veninder drillede mig lidt med det.

fabrek_billedvaeg_spisestue_y-stol

Farvekoordinerede billedvægge giver et frisk pust til indretningen. Her er det lyserøde, orange, og blålige pasteltoner, der skaber et smukt samspil. Flere af værkerne er vintagefund og arvestykker fra Ann-Sophies mor, mens de resterende er fra Fabrek.

hubsch_fabrek_pasteller_vitrine_spisestue_glas

Det mørke vitrineskab rummer et mekka af glas, tallerkener og kopper, som udstiller en farvepalet af pasteller. Vitrineskabet er fra Hübsch, mens det meste af indholdet er fra Fabrek.

vintage-david-hockney_malet-trappe_entre

Mal trappen i din yndlingsfarve, mens fladerne omkring den holdes mere neutrale. Dermed får trappen en nærmest skulpturel dimension, som giver rummet karakter. Værket på væggen er et vintage David Hockney.

hth_badevaerelse_yuono-ceramics_ferm-living

De blå og beige farvevalg og sammensætningen af kantede og bløde former giver en afbalanceret ro, som leder tankerne hen på himlen, bølgeskvulp og sandstrande. Badeværelsesmøblet er fra HTH, som parret har fået malet af en autolakerer. Spejlet er fra Ferm Living, mens den grønne kop er købt hos Yono Ceramics.

fabrek_yono-ceramics_badevaerelse

Brug kopper og keramik til opbevaring. Det giver en hjemlig og hyggelige atmosfære i badeværelset, som man ofte indretter minimalistisk og med næsten klinisk, rene linjer. Smykker fra Fabrek og kop fra Yono Ceramics.

bjorn-wiinblad_christina-lundsteen_entre

I den lyse og indbydende entré prydes de hvide vægge med farverig kunst og grafiske mønstre. Puder fra Christina Lundsteen og Illum, blåt unikaværk lavet af stof og en original Bjørn Wiinblad plakat.

marie-retpen_murano_thonet_skrivebord_lille-kontor

Et gammelt konsolbord har med en klat lyserød maling fået nyt liv som arbejdsbord. Her tænkes kreative tanker fra Thonet-stolen, som Ann-Sophie har fundet for en slik på et loppemarked. Bordlampen er Murano, mens vasen er lavet af Marie Retpen.

stue_eilersen_silkeborg-uldspineri_christina-lundsteen

Lad et stort og smukt møbel stå enkelt og alene frem, så blikket bevidst drages mod det. Her er det den cognacfarvede Eilersen sofa med bløde læderpuder, som man straks får lyst til at smide sig i, der samler opmærksomhed og hele familien. Tekstiler fra Christina Lundsteen og Silkeborg Uldspinderi.