Se også: Find din køkkenstil her
Ofte er klædeskabet for småt, og så bliver det svært at holde styr på både tøj og sko. Men så længe bunkerne er bag lukkede skabsdøre, så er det vel okay? Ja, det er det selvfølgelig, men det ændrer ikke på, at det er en skam. Faktisk kan opbevaringen af dine sko og dit tøj være med til at dekorere dit hjem, så lad være med at gemme det hele væk. Vi giver dig her 12 løsninger til opbevaring af tøj og sko, så du kan få det bedst mulige ud af opbevaringen derhjemme.
Prøv også: Find flere tips til indretningen her
Få inspiration i galleriet, hvor vi viser dig 12 geniale løsninger til opbevaring af tøj og sko:
12 geniale løsninger til opbevaring af tøj og sko


Din bogreol kan bruges til så meget andet end bøger. Stil dine sko pænt op på hylderne, og lad fx smykker, hatte og andet pynte – så kan din nye skoreol hurtigt blive både praktisk og flot.


Ofte er det rart at sidde ned, når man tager sine sko af og på, og her er det altså genialt at få en lille bænk med plads til skoene under. Så udnytter du også den plads, der ellers ville blive spildt.


Der er rigtig mange, der har den klassiske ”stol” på deres soveværelse – og ja, du ved nok, hvad vi taler om. Stolen, man altid smider det tøj hen over, der godt lige kan bruges én gang til, men som alligevel ikke skal tilbage i skabet. Drop stolen, og få i stedet fat i en stumtjener til tøj – det er bare lige dét pænere, og så er det jo meningen!


Hvis du har mange høje sko og ikke så meget skabsplads, så er dette en genial løsning. Hæng dem op på væggen over et rør, et stykke pind eller hvad der nu ellers falder dig ind. Det er ret smart!


Køb nogle ens skotøjsæsker, og dekorér dem som på billedet med billeder af skoene indeni, eller find på dine helt egne dekorationer. Dette projekt kræver et løbende arbejde, men dine gæster vil med garanti beundre din skoæskesamling, som pludselig sagtens kan stå fremme og ikke behøver at blive gemt væk.


Denne løsning er genial til både tøj og sko! Få fat i nogle flotte og dekorative kasser, og så kan du pludselig komme afsted med at gemme både tøj og sko alverdens steder i huset – det er jo bare pynt, ikke?


Dette er løsningen til dig, der ikke vil have dine sko stillet pænt op på line. Nye, gamle, rustikke og stilrene kasser kan sagtens sættes sammen til at udgøre én stor reol – bare vær kreativ. På dette billede bruges kasserne til diverse pynt, men man kan med stor fordel bruge dem til sine sko.


Der kan alligevel aldrig stå noget under knagerækken, hvor jakkerne hænger, så udnyt pladsen til noget praktisk som fx dine sko – så skal de heller ikke fylde andetsteds. Køb eller lav din egen lave skoreol, og nyd godt af, at jakker og sko er lige ved siden af hinanden.


Der kan være meget under en seng! Gør som på billedet og hæv din seng noget ekstra for at få masser af skabsplads, eller udnyt det hulrum, der helt naturligt er under en seng. Her er faktisk masser af plads til opbevaring af både sko og tøj.


Dette er nok mest en løsning til de pænere sko – i hvert fald bør du lige overveje at give de mudrede en anden plads. Men er du klar på lidt blær, så smæk nogle hylder op som på billedet, og giv den gas med diverse sko, hatte, smykker, og hvad du ellers har af beklædningsgenstande, der godt kan tåle at blive vist lidt frem. Her slår du to fluer med ét smæk – der er styr på både vægbeklædning og skoreol!


Den pæne del af din garderobe skal ikke nødvendigvis gemmes væk! Her har man på den fineste måde gjort garderoben til en del af rummet ved at bruge en stige som en lille rumdeler. Du kan også sagtens bruge et andet materiale i stedet, hvis du er vild med idéen. En gammel stilladsplade kunne være et oplagt bud – så er du også helt med på moden.


Når det kommer til opbevaring af sko og tøj er det i virkeligheden bare et spørgsmål om at være kreativ. Det lille møbel på billedet kan fx både bruges til opbevaring, som bænk og som skænk.
12 geniale løsninger til opbevaring af tøj og sko
Prøv også: Lakselasagne med ricotta og spinat