rundt-spisebord_inspiration_hvor_meget_plads
Spisestue

24 runde spiseborde, vi ville elske at spise middag ved

af Karoline Mathilde Sohn Iversen / Foto: Birgitta Wolfgang Bjørnvad, Martin Sølyst 17.07.2022
Spisebordet er et af de vigtigste samlingspunkter i hjemmet, og med et rundt et af slagsen bliver det både nemmere at se hinanden i øjnene – og du får mere plads i rummet. Vi har samlet 24 runde spiseborde, du kan blive inspireret af.

Når maden skal nydes til både hverdag og fest, er det omkring spisebordet, vi samles. Men når forsamlingen er større end fire personer, kan det være svært at se hinanden i øjnene og deltage i samme samtale – medmindre man sidder omkring et rundt spisebord. Det runde bord samler nemlig selskabet på en helt anden måde end det klassiske firkantede, og gør stemningen mere intim, når alle har mulighed for at tale med alle.

Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.

Hvor meget plads er der omkring et rundt spisebord?

En af de mere praktiske fordele ved et rundt spisebord er, at det fylder mindre i rummet end et aflangt af slagsen. Mange tror, at det runde bord kræver mere plads, fordi det ikke indbyder til at stå op ad væggen, men det er ikke helt sandt. Det runde spisebord faktisk et af de mest fleksible bordvalg, du kan tage.

Hvis I for eksempel kun er to personer til daglig, kan bordet sagens stå tæt på væggen og stadig have plads til to stole - og når I så får gæster, så kan bordet rykkes ud i rummet og giver straks plads til et større selskab, når pladsen kan udnyttes hele vejen rundt.

En del runde spiseborde kommer også med tillægsplader, så bordet kan justeres efter behov, og der altid kan blive plads til en ekstra stol eller to omkring det.

Se videoen, og få styr på tommelfingerreglerne omkring indretning af spiseområdet.

Hvilket rundt bord skal jeg vælge?

De runde spiseborde findes med alverdens bordplader og stel, og som udgangspunkt er det kun din personlige smag, der sætter grænser for, hvilket du skal vælge. Det kan dog være en fordel at være opmærksom på, hvor slidstærkt især bordpladen er, når bordet skal bruges flere gange hver dag. Vælger du træ, så gå gerne efter en behandlet udgave, som kan gøres rent - om end det også kan kræve noget vedligehold. Har du planer om at beholde dit bord i mange år, så kan det også være en fordel at gå efter massivt træ, så bordpladen eventuelt kan slibes.

Du kan også gå efter bordplader i linoleum eller laminat, som er slidstærkt og holder sig pænt i længe, eller et bord i sten eller marmor. Her skal du dog være opmærksom på sten-typen, og om den fx tåler syre fra bestemte madvarer.

Har du ofte gæster, og har du god plads i stuen eller køkkenet, så kan det også være en klar fordel at gå efter et af de borde, der kan trækkes ud, eller som kommer med tillægsplader. Så kan du hurtigt skabe plads til en god venneflok.

Her har vi samlet 24 bud på forskellige runde spiseborde, som samtalen kan udfolde sig omkring.

rundt spisebord

Når der er højt til loftet, kan et rum bære ret store møbler. Spisebordet her er fra Knoll og er designet af Eero Saarinen, og selv om bordpladens diameter er stor, er møblet stadig let grundet foden. Foto: Martina Maffini/Michael De Pasquale

rundt spisebord

Ved at vælge borde og stole i samme trætype år du et strømlinet look. Her er det egetræ, som både spisebordet og stolene er lavet af, og som et ekstra touch matcher lampen også. Foto: Peter Kragballe

rundt spisebord

Hvis du går efter et mere råt look i din indretning, kan du med fordel vælge et spisebord med stålfod. Det giver kant til rummet. Foto: Birgitta Wolfgang Bjørnvad

rundt spisebord

For at skabe et legende udtryk, kan du vælge et enkelt spisebord som dette med marmorbordplade og stålstel og stille forskelligt farvede stole omkring det. Foto: Anitta Behrendt

rundt spisebord

Hvis du har svært ved at finde det helt rette spisebord i træ, kan du gå til en snedker og få speciallavet et bord, der passer præcis til dit behov. Dette er lavet hos Frederiksberg Snedkeri. Foto: Christina Kayser O.

rundt spisebord

Er pladsen trang, kan et lille rundt spisebord udgøre en hyggelig krog. Foto: Cathrine Ertmann

rundt spisebord

Hvis spisestuen er stor kvadratmetermæssigt, kan et rundt spisebord måske fylde for lidt. Derfor kan du med fordel vælge et ellipseformet bord i stedet, da det stadig har de afrundede hjørner, men blot fylder lidt mere. Foto: Cathrine Ertmann

rundt spisebord

Et sort spisebord med sorte spisebordsstole omkring kan give noget kontrast til lyse vægge og gulve, så rummet bliver mere stemningsfuldt. Her er bordet hjemmelavet af en bordplade fra Hay og en fod fra Rackboddy. Foto: Nina Klinker Stephensen

rundt spisebord

Hvis væggene er farvet beige, kan det virke som en hård kontrast at vælge hvide møbler til spisepladsen. Her har man i stedet valgt en helt lys grå nuance på både spisebordet og spisebordsstolene for at lave en spiseplads, der er mere tone i tone, og som spiller sammen med vægfarven. Foto: Peter Kragballe

rundt spisebord

Det kan være sjovt at tage chancer med sin indretning med f.eks. colorblocking, hvor to meget markante farver spiller op mod hinanden, som her hvor spisebordet er både knaldrødt og blåt. Det giver modspil til det herskabelige rum. Spisebordet er hjemmelavet. Foto: Martin Sølyst

rundt spisebord

Hvis spisepladsen står i forlængelse af køkkenet, kan det være en god idé at vælge et spisebord, der matcher køkkenets fronter. Det giver indtrykket af, at rummet hænger sammen. Foto: Pauline Logoff

rundt spisebord

Rummet her har lyseblå vægge og ved at vælge møbler i neutrale farver, spiller indretningen sammen og komplimenterer hinanden i stedet for at kæmpe om at fylde mest. Foto: Tia Borgsmidt

rundt spisebord

Sort og hvid er de to største kontraster, og ved at stille sorte spisebordsstole omkring et hvidt bord får du en kontrastfuld spiseplads. Foto: Tia Borgsmidt

rundt spisebord

At vægpynten matcher møblerne giver en fornemmelse af, at rummets elementer spiller sammen. Foto: Christoffer Regild

rundt spisebord

Ved at vælge både stole og bord fra samme designserie får du et ensartet look. Spisebordet og -stolene her er designet af finske Alvar Aalto. Foto: Anitta Behrendt

rundt spisebord

Spisebordet her er designet af Eero Saarinen for Knoll. Designerens inspiration har været en tulipan, og derfor hedder bordet Tulip Dining Table. Det har et formfuldt udtryk. Foto: Anitta Behrendt

rundt spisebord

Der findes et væld af muligheder, når du skal vælge stel eller fod til det runde spisebord. Hvis du går med et kubistisk stel som her, får bordet et skulpturelt udtryk. Foto: Kira Brandt

rundt spisebord

I 1968 designede Piet Hein, Arne Jacobsen og Bruno Mathson dette runde spisebord i et samarbejde. Foto: Birgitta Wolfgang

rundt spisebord

Mørkt træ og sort stel giver et råt look til rummet som her, hvor bordet lavet i moseeg af Laura Bergsøe er omdrejningspunkt for spisepladsen. Foto: Iben & Niels Ahlberg

rundt spisebord

En spiseplads i neutrale farver som sort og hvid giver plads til, at andre elementer i rummet kan larme lidt mere. Foto: Stylesystemet

rundt spisebord

Hvis ikke du ønsker et meget strømlinet udtryk, kan du med fordel vælge forskellige træsorter og former, når du indretter spisepladsen. Foto: Kira Brandt

rundt spisebord

Kobber matcher teaktræ rigtig godt, fordi begge dele er i meget varme toner, men hvis ikke du ønsker at lade teaktræet overtage spisepladsen, kan du med fordel kombinere stole i teak med andre spisebordsstole omkring spisebordet, som i dette tilfælde er fra Eames. Foto: Iben & Niels Ahlberg

rundt spisebord

En mere bombastisk fod på bordet giver noget tyngde til rummet. Det runde spisebord her er fra Moooi, og den matte overflade passer godt med læder. Foto: Birgitta Wolfgang

rundt spisebord

En mere legende og skulpturel fod som denne giver et særligt udtryk til rummet, og du skaber en personlig spiseplads. Foto Kira Brandt

Mere inspiration?

Se vores 35 bud på lamper over spisebordet

spisebordslamper