Brug og smid væk-kulturen har fået kamp til stregen i Sølvgade i København. Parret, Camilla Göttsche Rahbek og Peter Bjerre Thellefsen, køber både gamle, men også nyere møbler brugt, for de vil have møbler med historie.
Årets nye boligtendenser: Det tror vi bliver stort i 2019
Intet nyt - kun brugt
Parret har efterhånden købt nye møbler en del gange, men er næsten altid endt med at sælge dem ret hurtigt igen. De er nemlig enige om, at det ’nye look’ ikke klæder deres lejlighed.
– Det passer bare ikke ind i vores indretning. Kommer det op af en æske, er det ikke godt! Det er nærmest sådan, det er blevet med os. Jeg elsker, når tingene har historie og patina – det er smukkere på den måde. Selv vores Hay-bord er købt brugt, selvom man godt kan få det i butikkerne, fortæller Camilla Göttsche Rahbek.
Mere boliginspiration: Indret dig grønt
Parret bruger masser af tid på at lede efter de helt rigtige møbler til boligen og vil i yderste konsekvens hellere sidde på gulvet end at impulskøbe de forkerte stole.
– Vi havde købt nogle forkerte stole på et tidspunkt og måtte sælge dem igen, for det stod hurtigt klart, at det ikke var de rigtige. Og så måtte vi jo bruge tid på at finde frem til de helt rette, som vi har fundet vidt forskellige steder. Stolene er ikke helt ens – men det er præcis sådan, vi vil have det, fortæller Peter Bjerre Thellefsen.
Få et kig indenfor i Camilla og Peters hyggelige lejlighed i galleriet:
Genbrugsfund og klassisk design


På spisebordet står en samling af fine glasflasker i forskellige røgede nuancer. I den største pynter en smuk blomsterklase fra en hortensia.


Barborde er igen blevet moderne, og det er nemt at lave ét selv. Det lave træbord og den gamle vinkasse giver et personligt udtryk til stuen. Også de forskellige rammer på væggen gør rummet unikt.


På venstre væg i soveværelset er et stort vindue, der lukker masser af lys ind. Bagvæggen har Camilla og Peter malet i en mørkeblå nuance, som skaber ro i rummet.


Camilla og Peter har indrettet lejligheden i et fint mix af antikke og moderne møbler. Det mørke skrivebord er fx et arvestykke, mens den grå stol er fra Gubi – dog fundet på et lagersalg.


Parret har skabt et roligt udtryk i køkkenet ved kun at have de vigtigste ting fremme. Træspækbrætter, hornlysestager og en marmorplade går godt i spænd og pynter fint på køkkenbordet.


Det geometriske spejl giver soveværelset liv. På gulvet står skotøjsæsker, som parret bruger til deres fælles minder.


På Camilla Göttsche Rahbek og Peter Bjerre Thellefsens store altan er der både plads til planter og et hjørne med loungemøbler.
Genbrugsfund og klassisk design
Vild med genbrug? Se også de fine fund i denne smukke murermestervilla!