Køkken

Fælles arbejdsplads for kok og kunstner

af Heidi Siestø, Foto: Martin Dyrløv 28.08.2009
Køkkenet er det kreative centrum i en spændende bolig i to etager, hvor nyt design og antikviteter mødes.

Torben Klitbo er kokken, som gav København sin første røgfri restaurant i gourmetlækker stil til priser, selv en studerende kan betale. Han er en af Københavns mest succesfulde kokke, der hver dag bespiser 900 københavnere. Torben Klitbo ejer nemlig med kompagnonen Christian Lytje Copenhagen Food Consulting. Herunder hører Cofoco, Les Trois Cochons, Auberge og take away-stederne Cofoco Le Marché.

Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.

God mad er Torbens drivkraft også derhjemme. Vi har besøgt Torben for at se på hans specielle køkkenindretning. Det er nemlig placeret helt centralt og fylder nærmest hele stueetagen af den toetagers loftlejlighed, han deler med kæresten, designer og billedkunstner Line Lorentzen.

Køkken med 1. sal
Lejligheden er 77 m2 nede og 70 m2 oppe, og den var ét stort rum, da de flyttede ind. Køkkenet var lille og placeret under de skrå vinduer, og det blev der hurtigt lavet om på. I dag fylder køkkenet det meste af boligens nederste etage.

Køkken- og skrædderbord i ét
Men man skal ikke tage af fejl af køkkenindretningen, for Line har nemlig også stor gavn af det kolossale køkkenbord, som er i den dyre ende af køkkendesign. Det store køkkenbord tjener som skrædderbord for Line, der både er designer og kunstmaler. Parret var så heldige at have mulighed for at købe en udstillingsmodel fra Modulia til en fordelagtig pris. Så når Line skal lave mønstre og skære stoffet til, flyder køkkenbordet med modeltegninger, saks og tekstiler. Så må Torben om på den anden side af køkkenet og nøjes med det lille køkkenbord.

Resten af lejligheden fremstår lys og åben, og vejen til kvistetagen, hvor soveværelse, skrædder-rum og garderobe er indrettet, går via en smal og enkel trappe op gennem køkkenet. Torben og Line har boet i lejligheden i tre år.

Læs også:
Romantisk køkken tæt på naturen
Råt træ og moderne kunst i køkkenet