Farverigt køkken
Køkken

Guide: Sådan får du flere farver ind i køkkenet

af Freja Bang Lyngbo. Foto: Mikkel Dahlstrøm og Stilleben 9.02.2022
Du behøver ikke sprænge boligbudgettet for at få flere farver i køkkenet. Vi giver dig vores bedste tips, så du kan lade nye nuancer flytte ind i dit madværksted uden at bruge en formue!

Det er nemt nok at få et farverigt køkken, hvis du har lyst og økonomi til at gå all in på lyserøde fronter og et babyblå køleskab. Men hvis du – ligesom de fleste andre – gerne vil byde lidt flere nuancer ind i madværkstedet uden at sprænge budgettet, så er der heldigvis gode råd at hente.

Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.

7 tips til at få flere flere farver ind i dit køkken

Selve køkkenet kan sagtens være hvidt eller en anden neutral farve, mens service, kunst og viskestykker løber med farveopmærksomheden. Se bare her, hvor vi har samlet vores bedste tips til at få sat kulør på køkkenet!

1. Vis servicen frem

Hvis du samler på finurligt og dekorativt service, er det bare med at få det ud af skabene og frem i spotlyset. En enkelt hylde med dine favoritkopper eller -glas sætter nemlig med ét farverigt fut under køkkenet. Glassene på billedet her er en blanding af Moro Moro, Murano-vintagefund og FindersKeepers-køb. Keramikken på bordet er fundet forskellige steder på Sicilien, og skålen er mexicansk. Kanden er en mundblæst Murano, og sættekassen er fra Søstrene Grene.

Foto: Annitta Behrendt

2. Lad farverigt interiør flytte ind

En farvestrålende vase med friske blomster, en skammel i en frisk farve og et indkøbsnet, der har fået plads på døren, giver et neutralt, hvidt køkken et helt nyt udtryk.

Foto: Annitta Behrendt

3. Giv gulvene en klat maling.

Det kræver måske lidt mod, men det er faktisk hverken svært at tidskrævende at male et gulv. Rådfør dig der, hvor du køber malingen, og kast dig ellers ud i projektet. Et farverigt gulv ændrer fuldstændig rummets karakter, og har du lyst, kan du også give køkkenfronterne en tur – hvis de altså er af træ. Det er samtidig med til at afgrænse køkkenet, hvis det er åbent.

Foto: Mikkel Dahlstrøm

4. Mal væggene

En sart lyserød nuance kan give dit neutrale køkken karakter, uden at det kammer over. Gå også gerne efter et par klare farver til at bryde det ferske udtryk op – som her, hvor den blå lampe giver modspil til de lyse toner. Både køkken og lampe er fra Stilleben.

Foto: Stilleben

5. Skift fronterne

Har du mod på et lidt større projekt, kan du i stedet for at installere et helt nyt køkken nøjes med at udskifte fronterne. Det er både mere bæredygtigt og budgetvenligt, og stilen fremstår personlig fremfor masseproduceret. Flere danske firmaer specialiserer sig i nye, skræddersyede fronter til standardkøkkener fra Ikea og lignende. Køkkenmodulerne her er fra Ikea har fået nye fronter fra &SHUFL.

Foto: Stine Christiansen

6. Giv karmene kulør

Måske har du lagt mærke til, at der de senere år har sneget farver ind på både karme, døre og lister? Hvis du vil give dit køkken et personligt udtryk, kan du driste dig til at male vindueskarmene i en frisk farve. Lad eventuelt farven gå igen på enkelte elementer som f.eks. en vase på bordet eller nogle kopper på en åben hylde. Det skaber sammenhæng i rummet. Her er karmene malet i farven Sweet peas fra File Under Pop.

Foto: Nørr og Leo Studio

7. Mal lågerne, og skift grebene

Hvis dit køkken er gammelt og egentlig bare trænger til at blive skiftet ud, kan du forlænge levetiden en smule med en klat maling. Vil du skabe en vild effekt, kan du male bagvæggen mellem fronter og overskabe i samme farve. Skift også gerne grebene for lidt ekstra fornyelse – og vupti, så har du et ”nyt” køkken. Køkkenet her er oprindeligt fra Ikea.

Foto: Peter Kragballe