Få styr på dit bryggers
Entré

Inspiration og tips til indretning af dit bryggers

af Maria Harboe Frederiksen og redaktionen / Foto: Pernille Enoch 25.10.2022
Har du brug for hjælp til at indrette dit bryggers? Vi har samlet 5 tips til, hvordan du kan forvandle dit bryggers til et smukt rum og samtidig optimere pladsen med praktiske løsninger.

Indretning af bryggers

Et bryggers bliver ofte forbundet med et praktisk opbevaringsrum, hvor vasketøj, strygebræt og beskidte gummistøver står side om side.

Det er et rum, der står model til meget og det tiltrods, så er det ofte overset, når vi går i gang med at indrette og gentænke vores boliger.

Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.

Det er ikke fordi, der ikke findes gode idéer til bryggersindretning, og der er tips og gode råd nok, hvis du går på pinterest og ser dig om. Vi har samlet 5 af de bedste tips fra vores søgen efter et godt, praktisk bryggers.

Et funktionelt bryggers

Et bryggers er ofte det første og sidste du ser i dit hjem. Et bryggers indeholder mange funktionaliteter, såsom bryggersmøbler, bryggersskabe og vaskemaskine/tørretumbler. Dine bryggersskabe indeholder ofte de helt praktiske ting, som du ikke ønsker at vise frem, men som man skal have i sit hjem.

Derfor er det rarest, at få gemt det grimme vaskestativ og vaskepulver væk bag flotte skabslåger. Når du indretter dit bryggers, skal du derfor spørge dig selv, hvor mange ting og sager, det skal kunne rumme.

Ofte kan man slet ikke få opbevaringsplads nok, så bryggersskabe og diverse bryggersmøbler er vigtige for et bryggers, som du på sigt bliver glad for. Indretning af et bryggers handler selvfølgelig også om stil og smag.

Sådan får du styr på dit bryggers

Et bryggers er som oftest et praktisk rum, men derfor behøver det ikke at være lig med rod. Vi har samlet 5 smarte løsninger til bryggers indretning. Se hvordan du kan optimere pladsen i hjemmets bryggers, så du både får styr på vasketøjet, strygebrættet og alle skoene:

1. Bryggersmøbel: Bænk og skoopbevaring i ét

Har du ikke alverdens plads i dit bryggers, så gør som på billedet her og find et møbel, der både kan bruges som bænk og til skoopbevaring. Det er helt oplagt at gemme opbevarinsgsløsningerne af vejen. Sko har jo alle dage fået lov at flyde i bryggerset, så hvorfor ikke gøre det til deres plads på en pæn måde?

2. Bryggersskabe: Stil maskinerne i skabet

De fleste kan blive enige om, at vaskemaskiner og tørretumblere ikke ligefrem er dekorative. Derfor kan du lade dig inspirere at denne løsning, hvor man har gemt maskinerne væk bag et skab. Hvis du køber skabene i en neutral farve, kan du let sætte dit personlige præg på dem ved fx at beklæde dem med tapet. Det her er måske den mest oplagte at gøre et kombineret vaskerum og bryggers til et behageligt rum at opholde sig i. Åbn lågerne, få styr på det praktiske, og pak så vasketøjspligten væk igen.

Er der en kreativ sjæl gemt i maven på dig, kan du som på billedet male skabene med tavlemaling, så du kan skrive indkøbslister og lignende på skabet.

3. Bryggersopbevaring: Kurveopbevaring til bryggers

En smuk og ikke mindst praktisk måde at opbevare ting på er ved hjælp af kurve. Køb en masse kurve evt. i forskellige størrelser. Her kan du gemme alt fra huer og vanter til vaskemiddel og værktøj. Kurve og kasser er gode, fordi de er praktiske samtidigt med at de findes i alverdens stilarter, og de behøver ikke nødvendigvis være ens eller på anden måde passe 100% sammen.

Skab et afslappet look ved at arrangere kurvere lidt forskudt fra hinanden. Hold dig dog til samme materiale som fx. bambus og skab på den måde en rød tråd.

4. Strygebræt på væggen

Er du også træt af at gemme strygebrættet væk, hver gang du har brugt det, så hæng det i stedet op på væggen. Det er enkelt og kræver ikke det store håndværksmæssige arbejde. Start med at finde en knagerække eller et par flotte greb og placer dem, hvor du gerne vil have, at strygebrættet skal pryde væggen. Det gør det desuden noget sjovere at få klaret strygetjansen, at brættet er lige til at klappe op og ned.

Du kan enten vælge at gå efter et klassisk og stilrent look som på billedet eller være mere eksperimenterende i udtrykket. Er du til det enkle, så vælg et gennemgående farvetema og hav fokus på farven hvid og lad den dominere rummet. Er du til et mere dekorativt look, så betræk evt strygebrættet med et mønstret stykke stof, og på den måde gøre selve strygebrættet til et lille kunstværk.

5. Vaskestation i bryggers

Gør det til en leg at vaske tøj med din egen vaskestation, hvor der både er plads til at sortere det beskidte tøj og lægge det sammen, når det er vasket. Ingen grund til at slæbe rundt på kurve, poser og baljer med vasketøj fra det ene rum til det andet. Med en bordplade ovenpå maskinerne og en hylde på væggen, er der plads til masser af sager.

Tip: Undgå koldt lys i bryggers

Bryggers er i mange boliger i forvejen et lidt køligt rum, så undgå at forstærke den triste følelse ved at vælge det forkerte lys. Vælg pærer med varmt lys, så pligterne i bryggerset kan klares i et behageligt, varmt og roligt lys.

Tip: Indret med grovkøkken og/eller viktualierum

Bryggerset er et helt oplagt rum til et grovkøkken, hvor der er plads til alt det der sviner. Det kan være til at ordne grøntsager, til arbejde med potteplanter eller til praktiske opgaver, hvor noget skal stå i blød.

I et bryggers kan der også ofte findes plads til et mindre viktualierum. Her kan forrådet pakkes af vejen og organiseres på hylder uden at det fylder i køkkenet.