5 tips bæredygtig rengøring
Tips & tricks

5 tips til bæredygtig rengøring

Af Thea Lind Thomsen 5.07.2022
Foto: Karna Maffait, Iben Ahlberg, Anitta Behrendt og PR
Rengøring er ofte forbundet med skrappe rengøringsmidler, som skader dig og miljøet. Heldigvis findes der grønne alternativer. Her får du 5 tips til en mere bæredygtig rengøring.

Når der skal gøres rent i hjemmet gør vi ofte brug af rengøringsmidler og redskaber med mikroplast. Men det er ikke en særlig bæredygtig måde at gøre rent på. Det kan du dog nemt ændre på.

Selv de helt små, bæredygtige ændringer i hverdagen gør en forskel i det store billede. Her får du 5 grønne og miljøvenlige tips til rengøring i dit hjem.

5 tips til bæredygtig rengøring

1. Skift karkludene ud

Traditionelle karklude indeholder store mængder mikroplast, som skyldes ud med vandet, hver gang vi bruger dem. Skift i stedet til miljøvenlige klude, som kun er lavet af ét materiale, f.eks. økologisk bomuld, så det nemt kan genanvendes, når kluden er slidt op. Aflevér den da på genbrugsstationen. Også skuresvampe fås uden mikroplast.

2. Skru ned for de krasse rengøringsmidler

... Som f.eks. afløbsrens. I stedet kan du rense afløbet ved at hælde en halv deciliter natron deri og herefter to deciliter æblecidereddike. Lad sidde i 15 minutter, og skyl efter med kogende vand. Har du dog alligevel brug for at ty til andre rengøringsmidler, bør du vælge produkter med Den Blå Krans fra Astma-Allergi Danmark.

3. Brug eddike

Et grønt alternativ til afkalkningsmidler er eddike og citronsyre. Lugter din vaskemaskine, kan du rense den med en kop hvid eddike, som du hælder direkte ind i tromlen. Tænd på et varmt program eller et renseprogram. Brug også en frisk citron til at afkalke din håndvask med.

4. Lav din egen naturlige desinficerende spray

Du skal bruge 3½ dl vand, 1½ spsk. æblecidereddike og 20 dråber lavendelolie. Hæld blandingen i en sprayflaske, og brug den på beskidte overflader.

5. Luft ud

Derudover er der også nogle helt grundlæggende gode råd til, hvordan du holder hygiejnen ved lige uden nødvendigvis at skulle gøre rent hver dag. Luft ud flere gange om dagen i kortere perioder i stedet for at have åbne vinduer hele dagen. Spar på vand og vaskemidler ved kun at vaske sengetøjet hver 14. dage. Hæng det ud til luftning dagligt.

Se her, hvordan du nemt laver dit egen rengøringsmiddel:

Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.