Guide til tøjvask - vasketøj på tørresnor
Tips & tricks

7 klassiske fejl, du måske laver, når du vasker tøj

Af Charlotte Kobberøe Fink. Foto: Britt Lindemann 26.05.2023
Nutidens vaskemaskiner er effektive, men der er alligevel en række ting, mange af os ikke er opmærksomme på, når vi fylder tromlen. Bliv klogere her, så du kan passe bedst muligt på både dit tøj, din pengepung og miljøet.

Tøjvask er en evigt tilbagevendende opgave, som fylder meget i de fleste hjem – og som trækker en del på både budgettet og klimakontoen. Men ved at være opmærksom på et par klassiske vaskefejl, som mange af os begår, kan du både forlænge levetiden på dit tøj og din vaskemaskine – og samtidig skrue ned for el-forbruget.

7 klassiske fejl, du måske laver, når du vasker tøj

1. Du vasker på en forkert temperatur

Som udgangspunkt skal du altid have vaskesymbolerne i dit tøj for øje, når du beslutter dig for et af vaskemaskinens mange programmer.

Men hvis tøjet ikke er særlig beskidt, kan det godt betale sig at skrue lidt ned for graderne i forhold til vaskeanvisningen. En kulørtvask, du normalt vil vaske på 30-40 grader, kan for eksempel vaskes på 20 grader i stedet. Bare husk, at det kræver særligt vaskemiddel til koldt vand – og at bakterierne ikke bliver slået ihjel ved lave temperaturer.

Derfor skal ting som undertøj, håndklæder, sengetøj og karklude omvendt have minimum 60 grader for at blive ordentligt rent.

2. Du skelner ikke mellem flydende vaskemiddel og vaskemiddel i pulverform

Måske foretrækker du bare af vane én af tingene. Men faktisk kan det godt betale sig at have begge dele ved hånden. Skal du vaske hvidt tøj, kan det nemlig være en fordel at ty til pulverformen, der, i modsætning til den flydende udgave, ofte indeholder blegemiddel. Omvendt kan pulveret lave striber på kulørt tøj, så her kan flydende vaskemiddel være bedst at vælge.

Husk også at bruge særligt vaskemiddel til uld og silke, som ikke indeholder enzymet protease, der nedbryder proteinerne i silke og uld, så tøjet kan blive ødelagt.

3. Du er ikke opmærksom på lynlåse og knapper i tøjet

Inden tøjet ender i maskinen, kan det godt betale sig lige at gennemgå det en ekstra gang – i hvert fald hvis det indeholder lynlåse eller knapper. Husk altid at lyne lynlåse i jeans og sengetøj, så du ikke risikerer, at metaltakkerne får revet hul i andet tøj under vasken. Meget delikat tøj kan du med fordel sørge for ikke bliver vasket sammen med dine yndlingsjeans for at være på den sikre side – og put det gerne i en vaskepose for at skåne det yderligere.

Skjorteknapperne skal du til gengæld sørge for ikke er knappet under vask. De mange rotationer kan resultere i, at der bliver revet unødigt i både knapper og knaphuller, så de hurtigere falder af eller ikke lukker optimalt.

4. Du glemmer pletfjerning

Selvom de fleste vaskemaskiner i dag er uhyre effektive, så skal genstridige pletter altid behandles hurtigst muligt – og altid inden tøjet vaskes i maskine. Hvordan du skal gribe det an, kommer an på, hvad der har forårsaget pletten, og hvilket materiale dit tøj er lavet af.

5. Du glemmer at passe på vaskemaskinen

Selvom det kan være nærliggende at antage, at en vaskemaskine selv sagt bliver rengjort, når den vasker, så kan du altså forlænge levetiden på din maskine betydeligt – og samtidigt spare på strømmen – ved at passe godt på den. Afkalk, og rengør både den og sæbeskuffen et par gange om året, og efterlad gerne lågen åben efter hver endt vask, så fugten kan komme ud.

6. Du vasker sengetøj og dyner for sjældent

Hvor ofte du skal skifte sengetøj afhænger af mange individuelle faktorer, men en god tommelfingerregel er hver 14. dag.

Ligeledes anbefaler Astma-Allergi Danmark, at du vasker både puder og dyner mindst fire gange årligt på 60 grader – og tørrer dem i tørretumbleren. Husk også rullemadrassen, der ligeledes skal have en vasketur mindst fire gange om året.

7. Du bruger tørretumbleren uhensigtsmæssigt

Tørretumbleren er ikke just klimaets bedste ven, så brug den med omtanke. En typisk fejl, mange af os laver, er, at vi lader tumbleren køle ned mellem hver tur. Men faktisk kan du udnytte restvarmen fra den forrige gang ved hurtigt at sætte den i gang igen – og på den måde spare på strømmen.

Husk også at rense filteret efter hver tur, så tørretumbleren er så effektiv så mulig – og hvis du kan, så undlad at tørre tekstiler, der egentlig kræver forskellig tørretid, samtidigt.

Kilder: Astma-Allergi-Danmark, Realsimple.com, Forbrugerrådet Tænk,