5 blomsterdekorationer, der sætter kulør på vinteren
Selvom vinteren er mørk, behøver dit hjem ikke at være det. Find farverige vaser frem, og fyldt dem blomster i alle regnbuens farver. Vi giver dig inspiration til sammensætninger, der sætter kulør på vinteren.
Inspiration: 5 farverige blomsterdekorationer
1. Vindueskarm i regnbuens farver
Er det gråt, når du kigger ud ad vinduet, så pift vindueskarmen op med kulørte glasvaser fyldt med blomster i blandede, klare farver. Brug, hvad du har, og supplér med syltetøjsglas, flasker, små glas og flødekander fra gemmerne. Kom kun få blomster i hver vase. Vi har brugt riddersporer, påskeklokker, franske tulipaner, almindelig kvalkved, Viburnum opulus, rølliker, ranunkler og valmuer.
Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.
2. Krans i pasteller
De tørrede evighedsbuketter er så småt begyndt at blive en fast del af de danske boligers interiør. Man kan også lave kranse af de tørrede blomster, og de findes efterhånden i et hav i både douche og klare farver. Denne krans er bundet på en metalring. Lav små buketter af blomsterne, og bind dem fast med vindseltråd. Blomsterne består af præserveret, indfarvet hortensia, rensdyrlav og almindelig kanariegræs, Phalaris canariensis.
12 stueplanter, der trives i skygge
3. Overdådig opsats
Denne dekoration er lavet i oasis og sat i en lyserød opsats fra Raawiis serie Strøm. Udtrykket er asymmetrisk, legende og kunstnerisk med korte og lange stilke sat ned forskudt af hinanden. Blomsterne er et miks af påskeklokker, ranunkler, valmuer, roser, riddersporer, gerbera, hanekamcelosia, Celosia argentea, og phalaenopsis- og cymbidium-orkidéer.
4. Vild borddekoration
En farverig og voluminøs blomsterdekoration på bordet bringer altid et smil frem på gæsternes læber. Denne er lavet i oasis på en opsats, hvor blomsterne er stukket lidt tilfældigt ned i. Miks korte og lange stilke, og sæt dem tæt sammen, så der opstår vild asymmetri. Blomsterne er ranunkler, påskeklokker, riddersporer, syrener, roser, jasmin og prærieensian, Eustoma.
Sådan fjerner du kalk fra din glasvase
5. Høj og fyldig buket
Forma-vasen fra Holmegaard er klar og har en tung og på en gang cylindrisk og rektangulær form. Den er perfekt til en fyldig, opadstræbende buket, hvor blomsterne arrangeres direkte i vasen, der placeres op ad en væg. Sørg for at stille de lange stilke bagerst og de korte forrest, og lav små grupper af de samme blomster i stedet for at blande dem. Her er brugt cymbidium-orkidé, levkøj, ranunkel, flamingoblomst, Anthurium, mimose, franske tulipaner og skærmlilje, Agapanthus.
Stil blomsterne køligt
Det er dyrt at købe blomster på denne tid af året, men du kan spare lidt ved at købe bundter i supermarkedet og kun enkelte stilke hos blomsterhandleren. Supplér med enkelte kunstige og tørrede blomster, som holder år efter år. Du kan få dine buketter til at holde længere ved at stille dem køligt om natten og skifte vandet i vasen hver dag. Husk at give stilkene et frisk skråsnit. Sørg også for at spraye kransene med en vandforstøver og give dekorationer i opsatser/fade lidt vand.