Lav din egen tie dye
Når man tænker på tie dye forestiller man sig mest af alt et univers af neonfarver og vilde mønstre. Vi lærer dig, hvordan du selv kan udforske teknikken og dermed selv bestemme designet.
Tie dye: Batikfarvning af dit eget tøj
Hvis du har tøj liggende derhjemme, som har brug for nyt liv, er tie dye en god måde at komme det til livs på. Du kan farve næsten alt du har derhjemme — såsom strømper, håndklæder og T-shirts.
Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.
Naturlige materialer som 100% bomuld eller silke holder bedst på farven. En blanding af boumld og polyester kan fungere — farverne bliver dog ikke så fremtrædne. Du ka enten købe tie-dye-kits hos blandt andet Panduro Hobby eller købe farverne enkeltvis.
TIP: Hvis du ønsker en bredere farvepalette at arbejde med, end den man får med i et kit, kan du besøge hjemmesiden Fruugo.dk, som har et større udvalg.
Du kan også farve dit tøj med saft fra grøntsager eller blomster. Det kan du lære her.
Hvad du skal bruge til én batik-indfarvning
- Batikfarve
- Et underlag
- En spand
- Snor/elastikker
- Engangshandsker
- 1 kg salt
- 200 g fiksermiddel
- 10 liter vand
TIE DYE: SÅDAN GØR DU
1. Opløs saltet i varmt vand i en spand. Det er vigtigt at vandet ikke er kogende, men heller ikke for koldt. Du kan med fordel måle med et termometer – vandet skal være omkring 30°.
2. Opløs 200 g fiksermiddel i vandet.
3. Læg det valgte tekstil ned i opløsningen, og lad den ligge der 10 minutter.
4. Vrid så meget vand ud af tekstilet som muligt.
5. Der er mange teknikker indenfor tie dye. Til at starte med kan du lege med forskellige teknikker, men det er her elastikkerne skal i brug. Du kan med fordel se denne Youtube-toturial.
Kun fantasien sætter grænser for, hvordan du laver dine mønstre.
6. Når du har sat dine elastikker eller snor på tekstilet, skal du til at bruge farven. Husk at brug dit underlag, da farverne er svære at fjerne igen. Påfør farven som ønsket.
7. Nu skal det hvile. 24 timer i en lufttæt pose er det bedste at gøre for et godt resultat.
8. Efter de 24 timer kan du tage tekstilet ud og skylle det under hanen. Husk, at der vil være meget farve, der bliver skyllet væk – det er helt normalt.
9. Slutteligt skal dit nye mesterværk vaskes alene på 40°, for at få det sidste overflødige farvestof ud.
Savner du inspiration til tie dye-farvet tøj?
Rabens Saloner er et godt sted at finde inspiration til den mere moderne tie dye-stil. De arbejder meget med teknikken i alverdens farver og mønstre, så tøv ikke med at kaste dig ud i det samme.
Forskellen på batik og tie dye?
Batikfarvning er en form for mønsterfarvning af stof som er kendt fra gammel tid. I løbet af ’60erne blev teknikken populær i USA da hippie-bevægelsen tog det op, og farvede deres tøj i flippede mønstre og farver. Tie dye er altså et mere moderne begreb, der dækker over batikfarvning.