Borddækning: 7 kreative idéer til dit julebord

Når julefreden sænker sig over det lille hjem, og duften af timers kærlighed i køkkenet har spredt sig til alle afkroge, er det endelig tid til at samles med familien om bordet.

Julemiddagen er noget særligt, og hvorfor ikke fuldende magien ved at byde på et bord, hvor der er gjort lidt ekstra ud af opdækningen?

Vi har her samlet inspiration og kreative idéer til, hvordan du kan dække dit julebord.

Idéer til din borddækning til julebordet: 

Hyggelig kuvertpynt

Foto: Pernille Greve

Gør borddækningen personlig med hjemmelavet kuvertpynt. Her giver gran og smukke perikon-bær trukket på ståltråd og formet som en lille krans farve til de hvide servietter og den hvide dug.

Se andre bud på kreativ kuvertpynt lige her

Dæk et strålende julebord

Foto: Pernille Greve

Hold dit julebord i gyldne nuancer, som spreder varme og hygge. Her matcher bestikket i messing gulddetaljerne på tallerkenerne, servietringene og pynten på bordet.

Selv hvis du ikke har guldservice, kan du sagtens skabe samme udtryk ved blot at vælge kuvertpynt i guld – fx et par små julekugler eller et messing-ornament fra juletræet – og så give den gas med gulddetaljerne i pynten midt på bordet. Her er det oplagt at bruge lidt af julepynten. Supplér med masser af levende lys og eventuelt en lyskæde, og så har du et strålende julebord.

Vil du se andre bud på smukke juleborde? Så bliv inspireret af julebordene på Dronninglund Slot eller se Royal Copenhagens personlige udgaver.

Lav en smuk julebuket

Foto: All Over Press

Det er oplagt at pynte dit julebord med en imponerende og velduftende buket. Hvis du lader farverne fra buketten gå igen i resten af borddækningen, får du et sammenhængende udtryk, der gør bordet harmonisk.

Sådan laver du buketten her:

Det skal du bruge: Roser, hyacinter, eukalyptusgrene, snor, vase eller krukke. 

Sådan gør du: Begynd med at fjerne blade fra den nederste del af stilkene, der skal stå i vand. Læg blomsterne i bunker, så hyacinter, roser og eukalyptusgrene ligger hver for sig – det giver et godt overblik. Tag tre blomster i hånden, som danner midten af buketten. Fortsæt med at lægge en blomst eller gren i buketten ad gangen, og drej samtidig buketten, så den bliver flot og ensartet hele vejen rundt. Bind til sidst en snor om stænglerne, og skær et skråt snit i dem, inden du sætter buketten i en vase eller krukke med vand.

Se andre bud på flotte julebuketter lige her

Gør lidt ekstra ud af servietfoldningen

Foto: www.instructables.com

Servietter hører til på et hvert julebord, så det er oplagt at gøre lidt ekstra ud af foldningen denne aften. Og hvad er mere julet end selve juletræet? Du kan folde det i lige netop den farve, du synes passer bedst til dit pynt og din service.

Se her, hvordan du gør

Byd naturen indenfor

Foto: Pernille Greve

Har du højt til loftet, kan du også udnytte pladsen over bordet til udsmykning: Her er grankranse hængt op i forskellige længder for at fuldende julebordet, som er holdt i mørke toner og pyntet med papirstjerner og masser af gran. Naturens egen pynt er en nem og hyggelig måde at skabe stemning på – og så har det den bonus, at det dufter skønt af jul.

Personlige bordkort

Foto: Jes Buusmann

Uanset hvor få I bliver til jul, er hjemmelavede bordkort noget, som hurtigt gør dit julebord personligt og kreativt. Her består bordkortet af en halvt foldet julestjerne, hvor der er limet en strimmel karton bag på. Stjernen fungerer samtidig som kuvertpynt, så du slår to fluer med ét smæk.

Se andre fine bud på hjemmelavede bordkort lige her:

Minijuletræ med hjemmelavet pynt

Foto: Lena Staal/Skovdal.dk.

Dekorér dit julebord med minijuletræer i potter, som du kan pynte med lige netop det, du synes passer til din julestil. Her er de dekoreret med hjemmelavet pynt i keramiklook, men du kan også folde små stjerner, bruge kugler fra juletræet eller en lille lyskæde, der giver stemning til bordet. Som bonus kan grantræerne uden pynt sagtens hygge i hjemmet langt ind i det nye år.

Se her, hvordan du laver juletræspynten i keramik-look