Johanne Kohlmetz i sit syrum
DIY & kreative ideer

Over 100.000 følger med i Johannes syunivers: Kom med indenfor i arbejdsværelset

af Lene Hardt og Therese Grønborg Steffensen. Foto: Elisabeth Dahlberg 27.09.2022
Da influencer og forfatter Johanne Kohlmetz genfandt glæden ved at sy, begyndte hun at dele ud af sine bedste syråd. Siden er det blevet til to bøger og en butik, der lige har slået dørene op i Svendborg!

I arbejdsværelset hos Johanne Kohlmetz er hylderne på væggen fyldt med pastelfarvede lagner, mønstrede sengebetræk og duge købt i genbrug. Det samme gælder for reolen under skråvæggen, og tilsammen udgør de en tekstilbuffet, der kan få mundvandet til at løbe hos enhver glad amatørsyerske. Hun har altid fulgt sine drømme – også når det kommer til hendes selvskabte syunivers.

Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.

– Jeg er den første til at heppe på nogen, hvis de har et ønske for sig selv. Om det er at starte på en uddannelse, oprette en virksomhed eller rejse jorden rundt, er det vigtigste at finde sin egen vej i livet. Det handler om at gøre det, der gør én glad, siger Johanne.

I dagens anledning er hun trukket i et hjemmesyet sæt tøj med bindebånd, pastelfarver og broderede detaljer.

 

Om Johanne

Johanne Kohlmetz, 27 år, er influencer og forfatter til sybøgerne Lær at sy og Sy, sy, sy. Følg hende på Instagram, @johannekohlmetz.

Syer næsten hver dag

Siden 2009 har Johanne delt indhold om mode, livsstil og DIY på forskellige platforme, og i dag følger mere end 100.000 mennesker med på Instagram. Hun har gjort det til sin levevej at dele ud af sig selv og især sine syprojekter, men idéen til syuniverset opstod ved lidt af et tilfælde.

– Min kæreste og jeg var taget på en backpackerrejse til Mexico, men vi nåede knap at lande, før vi måtte vende om igen. COVID-19 bølgede ind over verden, fortæller Johanne.

Mens de fleste måske så pandemien som en forbandelse, var den for Johanne en velsignelse i forklædning. Sikkert tilbage på dansk jord flyttede kæresteparret midlertidigt ind i svigerfamiliens sommerhus, og det var her, det hele begyndte. Igen.

– Jeg genfandt totalt glæden ved at sy under første lockdown og har gjort det lige siden. Jeg syer så ofte, jeg kan komme til det – måske det ikke er hver dag, men tæt på, siger Johanne.

Ingen regler her

Johanne lærte at sy, da hun var helt lille. Første gang ved en symaskine var på skødet af sin mor, og derefter når hun var på besøg ved sin farmor. Her havde de altid gang i kreative projekter med nål og tråd.

– Jeg føler, at det giver mig noget eksistensberettigelse som influencer, at jeg inspirerer til tre timers god symaskinetid og en megafed kjole, man kan være glad for bagefter. Det er helt vildt givende, siger Johanne og fortsætter:

– Mit take på syning er mere legesygt. Tag en T-shirt, og tegn efter den. Overlock kanterne, hvis du gider. Hvis du ikke gør, er det lige meget – der er ingen, der skal se dit tøj på indersiden alligevel.