Pynt haven op til jul - med gran, kogler og lys

Naturen er stadig en af de bedste leverandører af smukke materialer, når man skal pynte op til jul - og det er ikke kun indendøre, de pynter i fint pynt og yndige dekorationer.

Se også: 10 yndige julekranse du selv kan binde

Byd dine julegæster velkommen allerede ved havelågen ved at skabe magisk julestemning ved hoveddøren, på terrassen og i haven med kranse, gran og kogler samt lyskæder, lanterner og levende lys. Vi giver inspiration til, hvordan du gør.

Lad vandet skabe magi

Har du et stort egetræskar, kan du fylde det med (regn)-vand og dekorere det med lyskæder.
Lyset vil reflektere i vandet og skabe en magisk stemning. Regnvandet kan fuglene i haven få stor glæde af om vinteren.

Blomster skal der til 

Lav et flot stilleben ud af potter i forskellige størrelser med blomster, der tåler kulde, fx hyacinter.
Dekorér med mos for at få en grøn julestemning. Pynt med levende lys for at lyse dekorationen op og skabe hygge.

Julehygge udenfor orangeriet
Tøm potter og krukker for sommerblomster og jord, fyld dem med gran, grene, mos og kogler og slut af med fine lyskæder.

Pynt op i en fart 

Har du ikke tid til at binde kogle- og granranker eller i det hele taget gøre meget ud af den udendørs pynt, kan mindre også gøre det.
Miks fx kogler, lys og løgplanter på et fad eller en bakke, og stil den på en stol eller et lille bord ved hoveddøren. Denne nemme dekoration er også velegnet til små altaner.

Tilbage til rødderne 
En gammel rod fra haven kan sagtens forvandles til et dekorativt element.
Vi har omkranset denne aldrende rod med store flotte kogler og levende lys i syltetøjsglas.

Hårdfør pynt

Pynt store grene med flotte metalhjerter eller lignende ophæng, der tåler vind og vejr.

Spot på brændekurven

Lys brændekurven op, men brug ikke levende lys, da der kan gå ild i brændet.
Brug i stedet moderne batteridrevne lys, hvis flammer ser ægte ud.

Pynt op ved havelågen 

Selv den mindste indgang kan med ganske få virkemidler komme til at ose af jul, og allerede ved havelågen kan du byde dine gæster velkommen.
Pynt din havelåge med granranker og lyskæder, de rlyser op i mørket og giver en indbydende stemning. Stil også zinkskåle eller trækasser ved havelågen, og fyld dem med kogler, hyacinter, lanterner eller gran for at fuldende udtrykket.

Kreér et grønt indgangsparti

Ingen jul uden gran - heller ikke når du byder gæsterne velkommen.
Læg gran på måtten, så man kan tørre støvlerne, inden man går ind, og pynte krukker og hoveddør med grantræer og kranse. Fyld også kurve i forskellige størrelser med det, du har ved hånden - fx brænde, kogler, valnødder eller æbler.
Lanterner, lyskæder og gran fuldender julestemningen.

Lysende hygge 

Miks forskellige lanterner og lyskæder for at skabe en ekstra hyggelig stemning ved hoveddøren.
Brug lyskæder med batteri, hvis du ikke har en stikkontakt udenfor eller en forlængerledning. De store bloklys kan også købes på batteri.

3 nyttige tips når du pynter op udenfor:

  1. Brug naturmaterialer som gran, kogler, grene og hårdføre løgplanter og grønne planter, som tåler det danske vintervejr. Det er også de billigste materialer at bruge.
  2. Brug lanterner og lyskæder, som kan tåle en regnbyge og en gang nattefrost.
  3. Husk at fjerne eller udskifte naturpynten, hvis den begynder at rådne.

Mere DIY med naturmaterialer: Lav glimtende julepynt af kogler, grene og blade

Inspiration til boligen: Smuk julebolig med masser af pynt af grene, mos og gran