DIY-projekter

DIY: Lav bedårende blomsterrammer

af Pernille Albers 16.01.2018
Foto: Frederik Johs/Skovdal & Skovdal.
Pressede blomster er smukke i boligindretningen, og ved at indramme dem pryder de væggen så skønt. Se her, hvordan du selv laver de bedårende blomsterrammer!

Pres blomster, og udstil dem i smukke, hjemmelavede glasrammer. Vælger du hvide og grønne blomster og græsser, får du et enkelt og stilrent udtryk. Ønsker du mere fart og sjov over feltet, så prøv med gaffatape i en pangfarve og kulørte blomster.

Sådan presser du blomster

Find skønne blomster i haven, hos din lokale blomsterhandler eller i grøftekanten. Læg blomsterne i pres i en blomsterpresse (fås i hobbybutikkerne), eller brug blot den gamle teknik, hvor aviser og blomster lægges i lag med tunge bøger. Det er en god idé at lægge akvarelpapir eller køkkenrulle over hvert blad/blomst. Det vil hurtigt suge væsken fra blomsten, og processen tager ikke så lang tid, som hvis der kun bruges aviser. Læg skiftevis avis, akvarelpapir, blomst, akvarelpapir og avis – gentag denne rækkefølge.

Nederst i artiklen kan du se nogle få eksempler på blomster, der egner sig godt til at blive presset.

Se også: DIY: Genbrug dine klementinkasser

Det skal du bruge til dine blomsterrammer:

  • Gamle skifterammer (ens i størrelsen to og to)
  • Hvid gaffatape
  • Pressede blomster
  • Malertape
  • Skalpel
  • Stållineal
  • Evt. øjer til ophæng

Prøv også: 5 søde pynteidéer til sylteglas

Sådan gør du:

  1. Pres og tør forskellige blomster, for eksempel bregneblade, græsser eller grøftekantsblomster.
  2. Pil skifterammerne fra hinanden, vask glassene grundigt, og kassér selve rammerne.
  3. Placér dine tørrede græsser og blomster på et stykke glas.
  4. Læg endnu et glas i samme størrelse over, og fæstn med små stykker malertape, så glassene holdes på plads.
  5. Sæt gaffatape rundt i kanten – én side ad gangen – og fjern malertape, efterhånden som gaffatapen sættes fast.
  6. Skær overskydende tape af ved hjælp af lineal og skalpel, på den måde får du en smuk og lige kant.
  7. Fastgør evt. små øjer til ophæng på bagsiden.

Se også: Hold varmen med disse 6 lækre supper

Blomster som valmuer, stedmoderblomster og franske anemoner egner sig godt til at blive presset - og der findes mange flere. Du kan også bruge stueplanter med flotte blade.