Her blomstrer de lyserøde kirsebærtræer

Kirsebærtræer i blomst
Foto: Tia Borgsmidt

Når de japanske kirsebærtræer springer ud, lægger de sig som en blød, lyserød dyne over os - og synet af de fine blomster er betagende og nærmest eventyrligt. Se her, hvor du kan betragte dem.

Tirsdag, 4. april 2017 - 15:26 - af Freja Lyngbo. Foto: Tia Borgsmidt.
 
Der er forårsfornemmelser i luften, når de fabelagtige kirsebærtræer blomstrer. Du kan mærke den kolde luft blande sig med solens stråler, mens du står under dynen af de eventyrligt lyserøde blomster. Men Sakura blomstrer kun i ganske kort tid – fra starten af april og få uger frem – så det er med at nyde dem, imens de er der. Vi har fundet en række steder, der med garanti vil få blomsterglade hjerter til at banke. 
 
Vil du plante dit eget kirsebærtræ? Se her, hvordan du gør!
 

6 steder du kan opleve de smukke kirsebærtræer

 
#1: Bispebjerg Kirkegård
Du har nok set billederne fra, når kirsebærblomsten springer ud på Bispebjerg Kirkegård. Det er et af de mest populære steder med kirsebærtræer. Træerne er plantet lige ved Sønder Kapel, og her kan du gå igennem en hel tunnel af lyserøde blomster. 
 
Frederiksborgvej 125. 2400 København NV.
 
#2: Den geografiske have
I Den geografiske have kan du se en række forskellige sorter af det japanske kirsebærtræ. Så selvom det lille træ egentlig hører hjemme i skovene i Japan, Korea og dele af Kina, kan du også i Kolding slå dig ned under de farvefine blade. 
 
Christian 4 vej 23. 6000 Kolding
 
 
#3: Assistens Kirkegården

Københavnske kirkegårde og kirsebærtræer hænger tilsyneladende uløseligt sammen, for på Assistens Kirkegården kan du nyde synet af utallige smukke, farvestrålende kirsebærtræer. Her kan du både gå tur eller slå dig ned med en varm kop kaffe. 

Kapelvej 4. 2200 København.

#4: Marselisborg Mindepark

Hvis du bor i nærheden af Aarhus, kan du slå et smut forbi Marselisborg Mindepark og gå tur langs stierne, hvor kirsebærtræerne står plantet. De 50 forskellige arter af kirsebærtræer tiltrækker både lokale og turister. 

Kongevejen. 8000 Aarhus. 
 
#5: Langelinie Park
Hvert år i slutningen af april afholdes Sakura Festival ved Kastellet i Langelinie Park. Her er plantet intet mindre end 200 træer, som klæder parken i lyserødt, når de blomstrer. Deltag i festivalen i år, når den afholdes d. 29 – 30. april kl. 10.30 – 16.00. Du kan læse mere om den blomstrende festival på sakurafestival.dk. 
 
Langelinie. 2100 København Ø. 
 
 
#6: Kongens Have
Lige ved Rosenborg Slot i Københavns Indre By ligger Kongens Have. Også her kan du opleve en perlerække af kirsebærtræer. Slå dig ned på et tæppe eller en bænk under et af de lyserøde træer, og nyd udsigten.
 
Øster Voldgade 4a. 1350 København K.
 
 

Læs også:

Japansk kirsebærtræ, prunus serrulata