I forbindelse med omlægningen af indgangen og området ved vores udhus havde vi fået arrangeret, at vi kunne låne en stor gravemaskine. Og den kunne jo lige så godt lave lidt ekstraarbejde, nu hvor den alligevel var her.
Læs også: DIY: Lav din egen indgang og terrasse
Med gravemaskinens hjælp fik vi fjernet fem stød fra en række grantræer, vi fældede tilbage i 2012. Og væk kom også en enorm rod fra et kæmpestort asketræ. Så der blev pludselig plads til nye havemæssige udskejelser.
Vi flyttede alle blåbærbuskene, og de har nu fået selskab af nogle spændende sibiriske sorter. Alle vores brombær-, boysenbær-, taybær- og sorte hindbærbuske fik vi bundet på hjemmelavede stativer, så de kan vokse sig ekstrastore og give en masse bær.
Rækken med asparges blev flyttet op til drivhuset, men det har vist sig at være en fejl. De trives egentlig fint nok, men skal med høj sandsynlighed flyttes igen. Jeg går nemlig og leger med en idé om at etablere en række mistbænke, og hvis det bliver en realitet, er det meningen, at de skal være præcist der, hvor aspargesbedet er blevet flyttet hen.
Krydderurtehaven er også blevet flyttet op til den nye store terrasse, hvor den kommer til at binde terrasse, veranda og køkkenhave sammen. På den måde kan vi hurtigt og nemt plukke lækre krydderurter fra terrassen.
Tre af mine humleplanter blev også flyttet pga. arbejdet med indgangen og terrassen. De står nu nede ved siden af Skovfoged-æbletræet, hvor en anden humle kravler op. De andre humleplanter har fået hver deres tre meter høje stativ lavet af hasselgrene.
Jordbærbedet er blevet udvidet betragteligt, for vi elsker jordbær. Og de blomstrer lystigt. Desværre er vores have plaget af råvildt, og de nipper med jævne mellemrum af jordbærplanterne. En buk har også fejet et nyindkøbt prydtræ samt et æbletræ ned. Så nu har vi forsøgt os med et kastanjehegn, der skal ramme køkkenhaven ind. Hegnet passer godt ind i vores cottage-stil, men vi er nu ikke helt sikre på, at det holder rådyrene ude.
Læs også: Blinis med stenbiderrogn
Se galleriet nedenfor for billeder fra omlægningen af køkkenhaven.
Køkkenhave i nye klæ'r


Krydderurtehaven er kommet godt fra start og har klaret flytningen ganske godt.
Krydderurtehaven er kommet godt fra start og har klaret flytningen ganske godt.


Jordbærbedet er udvidet, hvilket du kan se i venstre side af billedet. Humleplanterne er flyttet og har fået høje stativer at sno sig op ad.
Jordbærbedet er udvidet, hvilket du kan se i venstre side af billedet. Humleplanterne er flyttet og har fået høje stativer at sno sig op ad.


Jeg tror for første gang, jeg får lov til at smage blåbær her i blomsterhaven. Både dem, der blev flyttet, og de nye sibiriske sorter blomstrer nemlig.
Jeg tror for første gang, jeg får lov til at smage blåbær her i blomsterhaven. Både dem, der blev flyttet, og de nye sibiriske sorter blomstrer nemlig.


Kastanjehegnet rammer køkkenhaven ind på en hyggelig cottageagtig måde - og holder måske rådyrene ude.
Kastanjehegnet rammer køkkenhaven ind på en hyggelig cottageagtig måde - og holder måske rådyrene ude.


To rækker med 15 vinplanter og et kig til de kommende stier i køkkenhaven.
To rækker med 15 vinplanter og et kig til de kommende stier i køkkenhaven.
Køkkenhave i nye klæ'r

Læs også: 4 nemme husmorråd med eddike