Sådan gør du haven ferieklar

Forberedelse skal der til, hvis din have skal passe sig selv, mens du er væk på ferie. Her har du en række gode tips til, hvordan du gør din have ferieklar.

Sådan gør du haven ferieklar:

  • Sæt alle dine krukker i halvskygge, så tørrer de ikke så hurtigt ud. Og sæt dem sammen, så er det nemmere at vande dem.
  • Plant i store krukker. Store krukker kræver nemlig mindre vanding. Husk underskåle.
  • Klip krydderurterne tilbage. De friske skud er dem, der smager bedst - og de vil så være klar, når du er tilbage.
  • Høst løs, og læg i fryseren. Forkæl naboen, med hvad der måtte komme af gulerødder, ærter bønner og jordbær, mens du er væk.
  • Pluk en stor buket af alle havens blomstrende sager, så kan de sætte et nyt og dejligt blomsterflor til dig, når du kommer hjem.
  • Giv det hele en god gang gødning.
  • Sæt døre og vinduer på klem i drivhuset.
  • Klip plænen.
  • Fjern alt ukrudt. Hvis du er presset på tid, så klip hovederne af, dermed sår de ikke sig selv.
  • Gør det nemt for din nabo, eller hvem du får til at passe haven, når du er væk. Sæt vandkander, plæneklipper og haveslange frem, så det er nemt at komme til.
  • Og vand det hele godt igennem, lige inden du rejser.

Kom hjem fra ferie til en blomstrende have

Ferien ligger oftest der, hvor haven er allerflottest, så det er lidt synd at rejse væk fra al den blomstring og frodighed. Hvis du alligevel gør det, er det en god idé at give haven en tur med beskærersaksen, inden du tager af sted. De stauder, der snart skal til at blomstre, eller lige er begyndt, kan klippes halvt ned, inden du rejser. Så vil de bruge ferien på at ”komme sig” og danne nye blomsterknopper, der springer ud, når du er tilbage igen. Det samme gælder for roserne. Klip blomsterknopperne af, selv om det gør lidt ondt i sjælen. Det er især vigtigt med de engangsblomstrende, historiske roser, hvor du ellers risikerer helt at gå glip af deres fortryllende duft.

TIP: Snegle i haven - sådan undgår du dem!

Læs også: Undgå lus i roserne