Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.

Køkkenhave

Dyrk hvidløg i køkkenhaven

Susie Helsing Nielsen og Kenn Römer-Bruhn. 11.05.2021
Foto: Frank Kirkegaard.
Hvidløg er super sunde, giver masser af smag, og så er de oven i købet virkelig nemme at dyrke selv! Læs hvordan du gør her.

Du griber sikkert ofte ud efter hvidløg i den daglige madlavning - og med god grund! De små, hvide knolde giver fantastisk smag til rigtig mange retter, og så er de samtidig sunde og skulle efter sigende kunne holde sygdom fra døren. En ekstra bonus er, at hvidløg endda er ganske lette at dyrke i egen have, og stort set ingen plads plads kræver. Her kan du læse, hvordan du gør.

Dyrkning og sorter af hvidløg

Hvidløg skal sættes i oktober, hvis de skal give det optimale udbytte, men kan i princippet sættes året rundt.

Der findes mange gode sorter af hvidløg. Prøv fx ’Estisk rød’, som danner store fed med en fin violet skal. Eller slangehvidløg som er utroligt dekorative, når deres blomsterstængel vokser op og snor sig. Du kan også dyrke elefanthvidløg, men det er en langsommelig proces, da ét løg kun bliver til to i løbet af en sæson.

Når de blødnakkede hvidløg lægger sig ned, er de høstmodne. De hårdnakkede – som slangehvidløg – er høstmodne, når de retter deres svungne ornamentale stængler med yngleløg op. Det er blevet tid til at høste hvidløg.

Hvidløg er en af de allernemmeste afgrøder at dyrke, og de er meget holdbare, når de ellers bliver tørret og opbevaret korrekt.

Brug hvidløg fra supermarkedet

Kan du ikke finde de navngivne sorter, kan helt almindelige hvidløg fra supermarkedet også sagtens bruges. Sådan gør du:

  1. Del de hele løg i fed, og sæt hvert fed med ca. 10 cm’s mellemrum i en veldrænet jord i fuld sol.
  2. Vand dem i tørre perioder.
  3. Hvidløgene er klar til høst i juli, inden toppen begynder at visne. Tag dem op af jorden, og hæng dem til tørre en måneds tid på et tørt og luftigt sted.
  4. I toppen af hvert løg dannes der en samling bittesmå hvidløg (bulber), som du kan gemme og sætte i jorden til efteråret. Hver af disse små bulber vil udvikle sig til høstklare hvidløg i løbet af to år.

Får du ikke høstet dine hvidløg, vil hvert nyt fed skyde på ny til næste år og danne en tæt og frodig top, med kun små fed.

Når du høster dine hvidløg

I løbet af foråret vokser hvidløg og bliver hurtigt store. Har du mange, kan du løbende klippe bladene til fx drys i salat. Senere kan du sagtens begynde at tage hele løg op og bruge dem som hvidløg.

I juli og senest i august er hvidløg klar til at blive høstet. De blødnakkede sorter vil lægge sig ned, mens de hårdnakkede stritter lige op i vejret med deres stængler med yngleløg. Vrik forsigtigt hvidløgene, så de slipper deres greb, og lad dem tørre videre på jorden.

Er der regn eller fugtigt vejr, kan hvidløgene samles og hænges op i et udhus, en carport el.lign. Er sæsonen våd, kan du blive nødt til at tørre hvidløgene indendørs, fx på et gulv med gulvvarme.